Straffet med femte bøde under US Open
Nick Kyrgios modtog sin femte bøde under US Open for at smadre ketsjere efter nederlaget i kvartfinalen.
Nick Kyrgios spillede blændende tennis under US Open, men han er stadig synonym med kontroversiel opførsel på banen.
Efter den tabte kvartfinale er han blevet straffet med sin femte bøde i dette års turnering.
Efter det skuffende nederlag til russeren Karen Khachanov smadrede han to ketsjere på banen og er for det blevet straffet med en bøde på 14.000 dollar. Det svarer til 104.000 danske kroner.
Det er den største bøde, der er blevet uddelt i dette års turnering.
I alt er australieren blevet straffet med bøder for 32.500 dollar i turneringen. Omregnet til danske kroner er det 242.000.
Han er blandt andet blevet straffet for upassende sprogbrug og for at spytte.
Bøderne bliver automatisk trukket fra Kyrgios' præmiepenge i turneringen. Han fik 473.200 dollar for kvartfinalen i single samt 28.200 for deltagelsen i herredouble.
Det svarer til cirka 3.772.000 danske kroner, så Kyrgios trods bøderne kan rejse hjem med lidt over 3,5 millioner kroner.