Ekspert undrer sig over Tauson-lodtrækning: - Det er helt uhørt
Først slap Clara Tauson for at møde stærke Beatriz Haddad Maia, men efter en pause i lodtrækningen blev de to spilleres navne matchet.
Peter Bastiansen har overværet mange lodtrækninger til tennisturneringer, været turneringsdirektør i ATP-turneringen Copenhagen Open, og i den forgangne weekend så han noget nyt.
- Det er helt uhørt. Jeg har aldrig oplevet, at en lodtrækning bare stopper undervejs, siger Peter Bastiansen, der er tennisekspert på TV 2 SPORT.
Det skete under lodtrækningen til WTA 250-turneringen i den slovenske by Portoroz, hvor danske Clara Tauson stiller op. Og netop hendes navn blev omdrejningspunktet for en potentielt kontroversiel episode.
Facebook-video slettet
’TAUSON Clara’ blev nemlig flyttet fra plads 29 til 31, da lodtrækningen blev genoptaget efter en pause. Det betød, at hun – i stedet for at skulle spille mod verdens nummer 69, Ana Bogdan, eller den 16-årige wildcardspiller Petra Marcinko – blev matchet med andenseedede Beatriz Haddad Maia.
Situationen ses i livestreamen af lodtrækningen på turneringens Facebook-side. En video, som turneringsarrangøren senere har fjernet. Det skriver Tennisavisen.
- Jeg kan ikke forstå, hvad der er sket, for der må være en referee fra WTA, der skal kontrollere, at alt går efter bogen. Derfor er det mig en gåde, at lodtrækningen bliver stoppet undervejs, og at der efterfølgende dukker en anden lodtrækning op, siger Peter Bastiansen, der var turneringsdirektør for Copenhagen Open fra 2003 til 2008.
Screenshots fra før og efter pausen:
I det officielle dokument fra lodtrækningen fremgår det, at WTA’s Giulia Orlandi var med som observatør.
Redaktør er ”meget forundret”
Heller ikke TV 2 SPORTs tennisredaktør Henrik Jensen har set noget lignende.
- Jeg er meget forundret. Det ser mystisk og mærkeligt ud. Jeg har set nogle lodtrækninger i mit tennisliv og har ikke indtryk af, at man undervejs afbryder en lodtrækning, og en spillers navn pludselig dukker op et andet sted i lodtrækningen, siger Henrik Jensen.
Et andet navn, der blev flyttet, er den lokale spiller fra Slovenien Tamara Zidanseks, der i første omgang var matchet med ottendeseedede Ajla Tomljanovic, som netop nåede kvartfinalen ved US Open. Efter pausen blev Zidansek i stedet matchet med en kvalifikationsspiller, der på papiret er en noget nemmere opgave.
TV 2 SPORT har efterfølgende fået et svar fra WTA. Det kan du læse mere om her.
TV 2 SPORT har også forsøgt at få en kommentar fra Clara Tausons lejr, men det har ikke været muligt.