Knust stjerne må opgive stort mål i sin hjemby

Tyske Alexander Zverev er nødsaget til at udskyde sit comeback med "uger eller måneder".

Virkeligheden var brutal for Alexander Zverev, da han for lidt over tre måneder siden var nødsaget til at trække sig fra French Open-semifinalen mod Rafael Nadal.

Tårerne trillede ned ad kinderne på den olympiske guldvinder, efter han kom til skade med sin ankel midt i en duel og skreg af smerte.

Nu var det planen, at Zverev skulle gøre comeback for Tyskland ved Davis Cup i sin hjemby Hamborg. Men på mandagens pressemøde delte den 25-årige tennisstjerne kedelige nyheder:

- Det var mit store mål at være en del af Davis Cup i min hjemby Hamborg, og det har været min motivation igen og igen de seneste mange uger.

- Det faktum, at drømmen nu er knust, gør mig utrolig ked af det. Jeg gjorde alt for at være her, men de nye problemer tvinger mig til at trække mig, siger tyskeren.

Zverev fortæller, at han har fået et tilbageslag i sit genoptræningsforløb, da han har en knogle, der volder ham ”ekstremt stor smerte”, og som holder ham ude ”i uger eller måneder og ikke bare dage”.

- Men jeg bliver i Hamborg og støtter holdet, siger Zverev.

Zverev forlod French Open i juni i en kørestol, og det er nu uvist, hvornår topspilleren vender tilbage til tennisbanen.

Davis Cup anses som den mest prestigefyldte turnering for herrernes tennislandshold. Tyskland er havnet i gruppe med Belgien, Australien og Frankrig.