Teenager vinder US Open og skriver historie
Carlos Alcaraz slog norske Casper Ruud i fire sæt i finalen. Sejren sender ham til tops på verdensranglisten.
Den spanske teenager Carlos Alcaraz har vundet US Open efter en finalesejr over norske Casper Ruud.
Alcaraz vandt i fire sæt med cifrene 6-4, 2-6, 7-6, 6-3.
Sejren betyder samtidig, at Alcaraz overtager førstepladsen på verdensranglisten fra russiske Daniil Medvedev.
Det er den unge spaniers første Grand Slam-titel i karrieren, og derfor har den naturligvis enorm betydning.
- Det er noget, jeg har drømt om, siden jeg var barn - at være nummer et i verden og at vinde en Grand Slam, siger den 19-årige spanier i et interview på banen efter kampen ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Dette er noget, jeg har arbejdet rigtig, rigtig hårdt for. Det er svært at tale lige nu, der er mange følelser, tilføjer han.
Yngste verdensetter nogensinde
Med sine blot 19 år er han samtidig den yngste nogensinde på verdensranglistens førsteplads i den åbne æra. Hidtil har den rekord tilhørt australske Lleyton Hewitt, som i 2001 blev verdensetter i en alder af 20 år.
Trods sin unge alder har Alcaraz opnået mere i denne sæson, end de fleste tennisspillere kommer til på et år.
Fire ATP-titler og 50 sejre er det blevet til i 2022 for spanieren, som har slået den fire år ældre Ruud i deres to indbyrdes møder.
Den 23-årige Casper Ruud jagtede ligesom Alcaraz sin første grand slam-titel.