Tennis

Historiens største tennisikon takker af

Roger Federer, der vandt 20 grand slam-titler og toppede verdensranglisten i 310 uger, indstiller karrieren.

Hvis antallet af grand slam-titler er en indikator for, hvem der betragtes som historiens største tennisspiller, er Rafael Nadal og Novak Djokovic foran Roger Federer.

Men tager man sportens æstetik og popularitet med i ligningen, er Federer uden sammenligning sportens største gennem tiden.

Torsdag sagde den 41-årige schweiziske gentleman så farvel til tennis på topplan med et opslag på Instagram.

De seneste år har været skader overskygget spillet på banen, og selv om det var ambitionen at komme tilbage for fuld tryk, har Federer nu erkendt, at kroppen ikke længere er gearet til den sport, han har domineret i det meste af århundredet.

Som vinder af juniorernes Wimbledon i 1998 havde han lagt i ovnen til en stor karriere, og netop Wimbledon skulle blive stedet, hvor han fejrede sine største triumfer.

Mr. Wimbledon

Hans elegante stil, store slagrepertoire, ikke mindst flugtspillet, egnede sig perfekt til de engelske græsbaner, hvor han skulle komme til at vinde otte Wimbledon-titler - flere end nogen anden herrespiller i historien.

Det var også i det sydlige London, at han fejrede sin første grand slam-triumf, Wimbledon-sejren i 2003, da Mark Philippoussis blev slået i finalen. Federer afgav sølle et sæt på vejen mod triumfen og understregede, at han i en alder af 21 år havde kilet sig ind i verdenstoppen for at blive der.

Fra februar året efter tog han også verdensranglistens førsteplads, og her skulle han komme til at ligge i samlet 310 uger. Det var i flere år nok til at være rekordholder på området, men Djokovic overgik ham i marts 2021.

Federer er dog stadig den spiller, der med længder har flest uger som nummer et i træk, nemlig 237 uger fra februar 2004 til august 2008.

I store dele af den periode var Federer nærmest uovervindelig, og den på et tidspunkt værste konkurrent Andy Roddick fik sjældent et ben til jorden i de direkte dueller.

Men Federer skulle få hårdere konkurrence. Først i skikkelse af spanieren Rafael Nadal, der startede med at udkonkurrere Federer på gruset i French Open i 2005.

På de andre underlag var Federer stadig stærkest, men i 2008 blev Nadal også manden, der stoppede Federers enevælde i Wimbledon.

Federer havde vundet turneringen fem i år træk, da Nadal i 2008 slog Federer i det, der af mange betragtes som historiens bedste tenniskamp.

De to stjerner spillede tennis i 4 timer og 48 minutter og var igennem to regnvejrsafbrydelser, inden Nadal, da mørket var begyndt at falde på, vandt det femte og afgørende sæt med 9-7.

Djokovic kom ind i billedet

Siden blev Djokovic en anden stor konkurrent, og trioen blev betegnet som "The Big Three". I en årrække gjorde de nærmest rent bord i grand slam-turneringerne, men med årene blev Federers triumfer færre.

Tidligere i karrieren var de fleste tennisfans overbeviste om, at Federer ved sit karrierestop ville være spilleren med flest grand slam-titler, men Nadal kom nærmere og nærmere ikke mindst i kraft af sine 13 French Open-titler.

Og de seneste år har Djokovic taget stormskridt mod toppen, mens Federer har kæmpet med skader og dalende styrke.

I 2021 blev statistikken udlignet, så de alle kunne prale af 20 titler, og det var ikke mindst af den grund, at Federer ønskede at forlænge karrieren, for måske kunne der ligge en Wimbledon-titel mere til ham.

Nadal er sidenhen nået op på 22 grand slam-sejre og Djokovic 21, mens Federer slutter på 20 triumfer.

Alligevel vil mange tennisromantikere formentlig stadig se Federer som den største af alle. For hans blændende og elegante teknik og ikke mindst schweizerens gentleman-attitude både på og uden for banen.