Tennis

Sublim Rune klar til kvartfinale

Benjamin Bonzi trak sig undervejs i andet sæt.

Holger Rune var i fuld kontrol, da den danske teenager spillede sig videre ved ATP-turneringen i Metz.

Sejren blev grundlagt efter et første sæt, hvor danskeren turde at udfordre sin modstander, Benjamin Bonzi.

- Jeg tog alle de chancer, jeg kunne, fortæller Rune efter sejren.

- Jeg spillede meget aggressivt og forsøgte at komme meget frem til nettet, og det gik godt.

Rune vandt første sæt 6-4, og da 27-årige Bonzi trak sig ved stillingen 4-1 i andet sæt, var sejren en realitet.

Holger Rune, der er fjerdeseedet i turneringen, er klar til kvartfinalen i Metz, hvor han står overfor Alexander Bublik.

Sådan forløb kampen

/ Ritzau

Den 19-årige dansker gav næsten intet væk i sine servepartier i første sæt, og han spillede sig til flere chancer, når franskmanden servede.

Rune udnyttede en breakbold til at komme på 2-1 og havde desuden to chancer for at komme på 4-1, men Bonzi reducerede i stedet til 3-2.

Rune servede sig sikkert frem mod at lukke første sæt, og i sættets sidste parti leverede han fire vindere og sikrede 6-4.

Rune satte sig på anden sæt

Også i andet sæt brød Rune til 2-1, hvorefter Bonzi bad om at få behandling.

Bonzi var tydeligvis hæmmet af en skade, da han kom ud på banen igen, og Rune kunne uden de store problemer øge føringen til 4-1, hvorefter Bonzi ikke så nogen grund til at fortsætte.