Tennis

- Jeg tjener din årsløn lige nu, udbrød vred svensker

En tilskuer, der tilsyneladende havde penge på spil, provokerede Mikael Ymer så meget, at svenskeren ikke kunne ignorere det.

Sent mandag aften røg en ilter svensker ud af ATP-turneringen i Sofia.

På den anden side af nettet stod Ilya Ivasjka, men det var ikke den eneste modstander for Mikael Ymer, der tabte kampen mod hviderusseren i tre sæt. I det tredje og afgørende sæt blev svenskeren så provokeret af tilskuernes tilråb, at han følte sig nødsaget til at svare igen.

- Jeg tjener din årsløn på banen lige nu, lød det fra Ymer.

Tilskuernes tilråb kunne ikke høres på tv-billederne under kampen, men har højst sandsynligt noget at gøre med, at de var utilfredse med udsigten til at tabe penge, da Ymer kom bagud i tredje sæt.

- Jeg forstår ikke, hvorfor du spiller for lejepenge. Du bør søge hjælp. Jeg tjener din årsløn lige nu. Gambl ikke. Gå til psykolog. Det er ikke godt for dig. Jeg vil hjælpe dig. Jeg donerer 100 dollar. Lad være med at gamble med huslejepenge.

Mikael Ymer er med nederlaget færdig i Sofia efter en enkelt kamp. Svenskeren er ellers inde i en lovende periode, hvor han blandt andet har slået den italienske verdenstier Jannik Sinner i Davis Cup den 18. september.

På ATP's hjemmeside fremgår det, at Ymer har indtjent over 16 millioner danske kroner indtil videre i sin tenniskarriere. Han er nummer 94 på verdensranglisten.