Tennis

Garcia triumferer i Texas

I finalen i WTA Finals i Texas slog den 29-årige Caroline Garcia hviderussiske Aryna Sabalenka i to sæt.

Den franske tennisspiller Caroline Garcia kunne natten til tirsdag juble ved WTA Finals i Texas.

Her slog hun nemlig hviderussiske Aryna Sabalenka i finalen, og dermed vandt Garcia årets sidste, store turnering.

Finalen endte 7-6 (7-4), 6-4, og som cifrene antyder, var det en tæt duel mellem nummer seks og nummer syv på verdensranglisten.

I første sæt formåede begge spillere at holde serv hele vejen igennem. Derfor blev sættet afgjort i tiebreak, hvor Garcia blev brudt til 1-0. Derefter holdt Sabalenka serv en enkelt gang, inden Garcia kom foran med hele tre minibreaks i træk. Franskmanden kom også på 6-2, inden Sabalenka bragte noget spænding tilbage ved at overleve tre sætbolde.

Fjerde gang blev dog lykkens gang for Garcia, der med endnu et minibreak fik lukket første sæt efter næsten en times spil.

Andet sæt blev indledt med kampens eneste break, der bragte Garcia på 1-0. Derfra holdt de to finalister serv hele vejen til 5-4, hvor Carolina Garcia udnyttede sin anden matchbold.

Finalesejren sikrer Caroline Garcia en samlet præmiecheck på 11,9 millioner kroner efter de fem kampe i Texas.

Sikkert videre fra gruppespillet

I semifinalen vandt Garcia overlegent over græske Maria Sakkari med cifrene 6-3, 6-2.

Garcias vej mod finalesejren bød først på en sejr over amerikanske Coco Gauff, et nederlag til den polske verdensetter Iga Swiatek og en sejr over russiske Darja Kasatkina.

Ved WTA Finals spiller deltagerne først et gruppespil, hvorefter de to bedste fra hver gruppe går videre til semifinalerne.

Sæsonfinalen afholdes i Texas på grund af blandt andet fortsatte udfordringer med coronapandemien i den kinesiske by Shenzhen, der oprindeligt var udset til at være værtsby.