Basale værktøjer løftede Holger Rune ind i verdenstoppen
2022 har været et enestående år for Holger Rune, men også et år, som har vist ham selv og teamet omkring, at de helt basale mekanismer er afgørende.
Det er meget få atleter forundt at være en del af den absolutte verdenselite i den sport de dyrker.
Det er endnu sværere, når man dyrker en sport, der spilles af knap 90 millioner på verdensplan, og det er unikt, når det sker i en alder af bare 19 år.
Ikke desto mindre er det, hvad Holger Rune opnåede i 2022, efter han er sprunget 92 pladser frem på verdensranglisten og begynder næste sæson som nummer 11 i verden.
- Det har været et fuldstændig vanvittigt år. Jeg havde store ambitioner inden denne sæson, men det er jo endt endnu bedre. Så jeg er bare virkelig tilfreds, siger Holger Rune til TV 2 SPORT.
To ATP 250-titler i München og Stockholm, en kvartfinale ved French Open og den helt store triumf i Paris med sin første Masters 1000-titel. Det blev højdepunkterne i danskerens første fulde sæson på ATP-turen.
Et år, der sikrede ham prisen som 'Newcomer of the Year', som gives til et nyt ansigt på ATP-turen, der har præsteret bedre end forventet.
En tom tank
Men vejen til toppen var ikke uden bump. Særligt i sommermånederne løb danskeren ind i syv nederlag på stribe fra juni til begyndelsen af august.
En proces, der fik Rune-lejren til at indse, at der stadig var ting, der kunne optimeres, selvom de lige var kommet fra en grussæson med den første ATP-titel og en Grand Slam-kvartfinale.
- Det er ikke sådan, at du er født som et kæmpe talent og så bare kører med 180 i timen op mod stjernerne, siger Holger Runes mor, Aneke Rune, der har været med på hele rejsen med sin søn.
- Der er en masse små ting, der skal falde på plads. Små udfordringer, der kan komme i vejen for, at man opnår sine endelige mål.
Derfor blev sommermånederne i Rune-lejren brugt på at få vendt og drejet, hvad årsagen var til, at der pludselig kom et stort og langt dyk i niveauet.
- Når alle de ting, vi kan styre og optimere, er optimerede, så må man sige: "Står vi stadig tilbage med nogle mangler i forhold til at kunne slå de bedste spillere?" Og det vurderede vi, at vi gjorde, siger Aneke Rune.
Kontaktede mentaltræner
De mangler har været synlige, ikke bare i 2022, men igennem de seneste to år, hvor Holger Rune har måttet kæmpe med at holde energiniveauet oppe gennem en hel kamp. Han har lidt af kramper og haft svært ved at holde verbale udbrud tilbage.
I år var der en episode i Argentina, hvor Holger Rune kom i verbal karambolage med publikum.
Ved French Open var det store diskussioner med sin egen boks, der trak opmærksomheden, og ved sin ene kamp i Wimbledon fik dommeren en ordentlig overhaling af danskeren under kampen.
Blandt andet derfor kontaktede Rune-teamet mentaltræner B.S. Christiansen, der tidligere har arbejdet med flere danske topatleter.
- Vi har arbejdet rigtig meget med frustrationstid, og der har jeg sagt til Holger flere gange, at han højest kan være frustreret i tre sekunder. Samtidig – og nok det vigtigste – er at arbejde med at få hans frustration transformeret over til at blive det, jeg kalder kontrolleret aggressiv, sagde B.S. Christiansen til TV 2 i november.
- Hvis du skal bruge tid på at være frustreret og alt mulig andet, der ikke handler om spillet på banen, kan man nemt miste et point eller to lige pludselig. Så vi har arbejdet på at få "refokuseret" så hurtigt som muligt og holde sig til den plan, der er lagt på forhånd og bare være en kriger, siger Holger Rune.
En vigtig pointe
Det var ikke kun de mentale justeringer, der skulle til for at optimere Holger Runes spil på banen. B.S. Christiansen ville have Rune-lejren til at finde tilbage til det helt basale.
- Spiser du nok? Spiser du det rigtige? Spiser og drikker du ordentligt under kampe? Så var jeg sådan: "Det var da en pudsig ting, at en mentalcoach taler om det." Men det er jo fuldstændig rigtigt, for som han siger: "Vi kan jo snakke om nok så mange ting, men hvis du ikke har det rigtige brændstof til at udføre det, så er det spild af tid", siger Aneke Rune.
Derfor blev der også rakt ud til Team Danmark for at få udarbejdet en specifik kostplan, der sikrede, at Holger Rune fik den mængde sukker, salt og andet, der skulle til for at optimere bedst muligt.
- Vi fandt jo ud af, at han fik alt for lidt sukker. Det her med, at hjernen smelter ned under kampene ... Det er det første, der smelter ned, når kroppen ikke har energi og sukker nok.
- Så kan det godt være, at han er en Ferrari, men kører den kun på en halv tank, vinder den ikke nok løb til at blive blandt de bedste, siger Aneke Rune.
Det har betydet en mere striks kostplan og lidt mindre pepperonipizza og is samt mere søvn, som Holger Rune selv forklarede det i et interview med Relevant Tennis i november.
Erfaring løfter Rune
Resultaterne af arbejdet i sommermånederne begyndte stille og roligt at få effekt i slutningen af august og frem mod US Open. Alligevel havde Rune-lejren fornemmelsen af, at der stadig var noget, der kunne optimeres.
- Vi er jo lidt grønærter i det her game stadigvæk. Vi har gjort det meget godt, men vi har ikke en kæmpe erfaring i bagagen, og der må man sige, at det har Patrick, fortæller Aneke Rune om overvejelserne i begyndelsen af september, der førte til, at den verdenskendte tennistræner Patrik Mouratouglou kom med på holdet.
- De kom til mig og forhørte sig, om jeg kunne være interesseret i at komme med på holdet i tre måneder for at hjælpe Holger. Mit samarbejde med Simona Halep var sat på pause, så jeg var meget begejstret, da det blev en mulighed for mig at kunne være med til at rykke Holger det næste skridt i karrieren, siger Patrik Mouratouglou til TV 2 SPORT.
Den franske træner har haft store tennisnavne som Grigor Dimitrov, Stefanos Tsitsipas og ikke mindst Serena Williams under sine vinger de seneste ti år.
Men den franske træner var meget opmærksom på, at han ikke skulle ændre på, hvordan Holger Rune spiller tennis.
- Mit job var at gå ind og se, hvor var der var små ting, der kunne justeres. Jeg havde ikke en stor plan på forhånd, der bare død og pine skulle implementeres. Det handlede for mig om at få Holger til at finde frem til sine egne styrker i spillet samt få mere kontrol over sine følelser på banen.
Lige siden den franske træner satte sig i den danske boks, var det som om Holger Rune ikke kunne tabe en tenniskamp. Fire finale og to titler med 19 sejre ud af 21 mulige. Et fortryllende efterår, der har efterladt Mouratouglou fuld af beundring for danskeren
- Én ting er at præstere på et højt niveau i én kamp eller måske gennem en hel turnering, men at gøre det over så lang en periode med så meget pres og stadig på lige så højt niveau er helt specielt, siger Mouratouglou.
Den ultimative målsætning
Med en så imponerende afslutning på 2022-sæsonen er forventningerne skruet helt i vejret for Holger Rune, når den nye tennissæson begynder 1. januar i Adelaide.
- Det er jo ikke for sjov, når han kommer nu her og siger: "Jeg kan vinde Australian Open". Han siger det, fordi Masters 1000 har flyttet det. De top-10-sejre, han har haft over året, har flyttet hans tro, så han ved, at han kan, siger Aneke Rune.
- Hvis vi holder samme fokus, som der har været de sidste måneder, er fremtiden lys. Det vigtigste i det her job er at holde entusiasmen oppe og forsøge at holde presset og forventningerne fra omgivelserne ude i strakt arm.
- Når man kan elske processen, kommer resultaterne, lyder det fra Patrik Mouratouglou, der har bekræftet, at han fortsætter samarbejdet med Rune-lejren og rejser med til Australien i begyndelsen af den nye sæson.
Holger Rune selv er ikke i tvivl om, hvad målsætningen for den kommende sæson skal være.
- Jeg har slået nummer ét. Jeg har slået en hel masse top-10-spillere, så jeg tror på, at det er muligt, at jeg kan slutte året som nummer 1.