Tennis

Kenneth Carlsen dybt imponeret af Holger Rune

Holger Rune imponerede med sin mentale modenhed og en kampplan udført lige efter bogen.

Den danske tennisstjerne fortsætter sin fremragende start på Australien Open.

I anden runde besejrede Holger Rune den hårdtslående amerikaner Maxime Cressy i tre overbevisende sæt på bare to timer og tre minutter.

- Endnu en sejr, der giver en masse selvtillid og tro på tingene. Det var igen en rigtig god oplevelse at se ham spille i dag, siger TV 2 SPORTs tennisekspert Kenneth Carlsen til TV 2 SPORT.

Nervøs start afløst af fuld kontrol

Maxime Cressy kom med sine store server og søgte meget frem til nettet, men danskeren fandt hurtigt en løsning på amerikanerens våben og overtog styringen i kampen.

- Han var lige lidt nervøs i de første to partier, men da han først fandt sig til rette, havde han fuld kontrol. Han blev aldrig irriteret over den meget urytmiske tennis, som Cressy spiller, og det fortæller, at han var virkelig godt forberedt og taklede kampen meget modent, siger Kenneth Carlsen.

Da Holger Rune kom ind til Australien Open med kun én kamp som optakt, var det lidt usikkert, hvilket niveau han befandt sig på. Den tvivl er fuldstændig forduftet nu.

- Jo flere kampe han får, jo bedre plejer han at blive. De her to sejre, han har fået, giver et ordentlig skud selvtillid – også fordi han ikke har tabt et sæt endnu. Han har holdt sin aggressive spillestil vi så fra efteråret og det ser ud til igen at fungere fremragende.

Favorit i tredje runde

I tredje runde møder Holger Rune franske Ugo Humbert som han har mødt to gange tidligere.

Begge kampe blev spillet sidste år, og danskeren var helt suveræn i begge opgør.

- Holger er igen favorit. Humbert har et vildt topniveau, men kæmper enormt meget med sin stabilitet. Han havde også et rigtig skidt år i 2022. Så hvis Holger har fokus på sit eget spil, så er han bedre end franskmanden, siger Kenneth Carlsen.