Tennis

Rune frygtede det værste – nu deler han godt nyt

Holger Rune faldt og modtog behandling i sin tredjerundekamp ved Australian Open.

Der gik et sus gennem publikum, da Holger Rune faldt og efterfølgende måtte modtage behandling tidligt lørdag morgen.

Rune frygtede det værste, fortæller han på et pressemøde, hvor han dog også deler godt nyt efter 3-0-sejren over Ugo Humbert i tredje runde af Australian Open.

- Jeg var bekymret i faldet, men det var hurtigt okay igen. Lægen sagde, at hånden var okay, og det gav mig ro til resten af kampen. Jeg er meget glad for, at jeg kunne holde fokus og spille godt efter uheldet, siger Holger Rune.

Den danske tennisstjerne fortæller også, at han ikke er faldet og har slået sit håndled på den måde, siden han gik i børnehave.

Uheldet skete tidligt i andet sæt, hvor Runes højre fod nærmest hang fast i underlaget, da han skulle slå til bolden. Danskeren væltede ned over sin højre side, mens han lod sin ketsjer flyve flere meter væk. Efter en medical timeout var han dog klar igen og næsten upåvirket af situationen.

- Jeg vidste godt, at der ikke var noget grueligt galt, for jeg kunne slå en forhånd og serve. Da jeg vidste, at jeg kunne det, tænkte jeg, at der ikke var noget galt. Jeg var relativt afslappet, både i min serv og i min forhånd, så jeg er ved godt mod, siger Rune til TV 2 SPORT og melder sig klar til mandagens kamp i fjerde runde.

Efter lørdagens opgør, som Rune vandt 6-4, 6-2, 7-6 (7-5), har han både været i isbad og konsulteret en fysioterapeut. Nu venter yderligere behandlinger og almindelige forberedelser til kampen mod russiske Andrey Rublev i fjerde runde.

- Det bliver en meget svær kamp - og jeg ved, at han er meget stærk. Men jeg er fyldt med selvtillid og føler mig stærk inden kampen, siger Rune.

Opgøret mellem Rune og Rublev er et opgør mellem nummer 10 og nummer 6 på verdensranglisten.