Tennis

Rune imponerer på trods af stor forskrækkelse

Niendeseedede Holger Rune besejrede franske Hugo Humbert i tre sæt i tredje runde af Australian Open.

Holger Rune bliver ved med at imponere.

Tidligt lørdag morgen fortsatte danskeren sine bedrifter i Australien, da han slog franske Ugo Humbert med 6-4, 6-2, 7-6 i tredje runde af Grand Slam-turneringen.

Den sikre 3-0-sejr var en perfekte afslutning på en blandet oplevelse, for undervejs i opgøret på John Cain Arena fik Holger-lejren sig et grimt chok. Alle de danske fans holdt vejret, mens der var mange ængstelige blikke fra trænerboksen med Lars Christensen, Patrick Mouratoglou og mor og manager Aneke Rune.

Ved stillingen 6-4, 0-0 styrtede Holger Rune langt bag baglinjen lige foran sin boks og blev liggende. Runes højre fod hang nærmest fast i underlaget, og så væltede danskeren ned over sin højre side, mens han lod sin ketsjer flyve flere meter væk. Straks kom både Humbert og kampens dommer løbende.

Heldigvis kom Rune på højkant igen, og efter en behandling af håndled og ankel kunne den danske tennisspiller fortsætte sit imponerende spil. Efter kampen fortalte Rune selv, at han havde det bedre end frygtet efter uheldet.

TV 2 SPORTS tennisredaktør Henrik Jensen, der var på John Cain Arena til Runes kamp, fortæller, at der aldrig var vild stemning på den ellers godt fyldte arena.

- De fleste tilskuere havde gemt sig på pladserne i skyggesiden på banen, der har plads til over 10.000 tilskuere. De danske tennisfans var så imponerede af Holger Runes niveau, så de ikke fik gang i de helt store jubelråb før afslutningen på den ensidige kamp, hvor Rune vandt en knusende sejr i tre sæt.

En lille flok danske fans havde fået fornemme pladser bag Team Holger, hvor der var masser af smil og knyttede næver ned mod den 19-årige dansker.

Niendeseedede Rune er nu klar til fjerde runde af turneringen som den første danske mand, siden Kenneth Carlsen gjorde det samme i 1993. Her møder Rune femteseedede Andrey Rublev fra Rusland.