Tennis

Rune måtte tale med dommer om tissedilemma

Danskeren er opmærksom på at få nok væske, da han sveder meget, men det gav dilemma ved kampstart.

Tredjerundekampen mellem Holger Rune og Ugo Humbert var kun tre partier gammel, da den danske tennisspiller under et sideskift var en kort tur ude af stadion.

Det havde sin helt naturlige forklaring, melder Rune lørdag på et pressemøde efter sejren.

- Jeg skulle tisse ligesom alle andre, siger Holger Rune. Jeg drikker meget inden kampen for at være hydreret. Det var ikke supervarmt i dag, men solen skinner, og jeg sveder meget, så det er vigtigt for mig i hvert fald at drikke en hel masse inden kampen, og så tissede jeg af lige inden kampen.

Men behovet meldte sig altså igen lige omkring kampstart.

Reglerne foreskriver, at spillerne har maksimalt to tissepauser under en kamp, der spilles bedst af fem sæt, som det er tilfældet i herresingle ved Australian Open. Det stillede danskeren i et dilemma:

- Jeg spurgte dommeren: "Kan jeg gå på toilettet nu?" - og så sagde hun, at det ville tælle som et toiletbreak, hvis jeg gjorde det nu, forklarer han.

- Hvis vi skulle spille fem sæt, så kunne det godt være, at jeg havde lidt brug for det der, og så tænkte jeg: "Ej okay - så venter jeg lige tre partier, og så bruger jeg mit sideskift på at løbe ud at tisse og så komme tilbage igen".

Det er ikke første gang under turneringen, at Rune hurtigt har forladt stadion under et sideskift, og danskeren er ikke den eneste, der har fortalt om udfordringerne med det ene toiletbesøg.

For skotske Andy Murray resulterede det i voldsomme frustrationer, da han i en vild natteforestilling ved 3-4 tiden om morgenen fik afvist sin forespørgsel om et toiletbesøg.

Men her var kamptidspunktet også stærkt medvirkende til Murrays reaktion, da han efter kampen beklagede sig over, at "man ikke engang må gå ud at tisse".

- Det er latterligt. Det er latterligt. Og det ved I godt, sagde han.

- Det er respektløst over for jer. Det er respektløst over for boldbørnene. Det er respektløst over for spillerne, og vi får ikke engang lov til at gå på toilettet.

Reglerne dikterer, at der kan tages et toiletbesøg i løbet af de første tre sæt, mens andet toilet besøg kun kan være efter afslutningen på tredje sæt. Spillerne har to minutter, fra de går ind på toilettet, til de skal være ude igen.

I kampe over maksimalt tre sæt, som det gælder for kvinderne i turneringen, er kun et enkelt toiletbesøg tilladt.