Tennis

Rublev giver fordelen til Rune: - Jeg har intet at tabe

For tre måneder siden fik han ørerne i den danske tennismaskine. Det gør, at Andrey Rublev føler, presset er på Holger Rune inden deres kommende kamp.

Situationen har ændret sig markant, siden de sidst stod over for hinanden.

Holger Rune kommer ind til fjerderunde-kampen ved Australian Open mod Andrey Rublev med helt andre forventninger på sig, end det var tilfældet, da de mødtes i november sidste år.

- Sidste år var der intet pres på ham, da han gik ind til de fleste kampe som underdog. I år er det noget andet, sagde Rublev på et pressemøde efter hans sejr i tredje runde over Daniel Evans.

I to tætte, men meget imponerende sæt fra Holger Rune besejrede han Rublev med 6-4, 7-5 ved ATP 1000-turneringen i Paris og sendte russeren ud i tredje runde.

Derfor håber Rublev, at favoritværdigheden og dermed også presset er flyttet til dansk side inden deres kommende opgør natten til mandag

- Jeg har intet at tabe i den her kamp. Han vandt vores første kamp, så han vil have presset af at ville føle, at han skal vinde igen.

Holger Rune selv går ikke meget op i favoritværdighed og et eventuelt større pres, der skulle være på ham.

- Jeg tager en kamp ad gangen, og på mandag bliver det vanvittigt svært. Jeg er nødt til at være fuldt fokuseret for at kunne vinde, og sådan ser jeg på hver kamp, for alle kan spille sindssygt godt, siger danskeren til TV 2 SPORT.

Rublev skal stresses

Det er en russer, der kommer ind til kampen mod Rune med tre flotte præstationer den seneste uge.

Han har på vejen til fjerde runde blot tabt et enkelt sæt. Samtidig vil Rublev også forsøge at spille sig videre til kvartfinalen ved Australian Open for andet år i træk.

- Jeg ser meget frem til kampen. Han er en vanvittigt god spiller, der ikke har nogen svagheder, så der venter uden tvivl en svær kamp, siger Holger Rune til TV 2 SPORT.

- Det kommer til at handle om, at jeg skal diktere hver gang, jeg kan. Undgå hans forhånd og så skal han stresses ved blandt andet at komme meget frem til nettet.

Hånden bekymrer ikke

I den danske lejr er man heller ikke bekymret for, at Holger Rune skulle være hæmmet af det håndled, han slog i seneste kamp mod Humbert.

- Forhånden fik lidt hvile i dag til træningen, og selv da han slog et par slag, så var der ikke noget at være bekymret for, siger Holger Runes træner Lars Christensen til TV 2 SPORT efter en let gang træning for danskeren søndag.

- Holger skal serve godt og udnytte sine chancer. Så tror vi helt sikkert på, at han har gode muligheder igen i morgen, siger Lars Christensen.