Tennis

Komet trækker sig fra kvartfinalen i Australien

Karen Khachanov er klar til semifinalen i Australian Open, efter at Sebastian Korda trak sig med en skade.

Sebastian Korda magtede ikke at gøre det samme som sin far, Petr Korda, der vandt Australian Open i 1998.

I kvartfinalen tabte Sebastian Korda til Karen Khachanov, som for første gang i karrieren er videre til semifinalen i årets første Grand Slam-turnering.

I tredje sæt var Sebastian Korda nødt til at trække sig med en skade i håndleddet. Den 22-årige amerikaner var bagud 6-7, 3-6, 0-3 på det tidspunkt.

Forinden havde Sebastian Korda modtaget behandling og medicin, men hånden var ikke stærk nok til at klare strabadserne.

- Jeg kunne næsten ikke holde ketsjeren i nogle af mine slag med forhånden. Det var næsten umuligt for mig at lave flugtninger, så det var lidt hårdt, siger Sebastian Korda ifølge AFP.

Smerterne opstod i andet sæt, forklarer tenniskometen, der voldte Khachanov store problemer indtil da.

- Kampen var god frem til et vist tidspunkt. Han havde lidt smerter. Jeg ville ønske, at han kunne have fuldført kampen, men jeg ønsker ham god bedring.

- Han spillede god tennis og har slået gode spillere, siger Karen Khachanov, der er seedet som nummer 18, til Eurosport.

Tidligere i turneringen har 29.-seedede Sebastian Korda blandt andre slået syvendeseedede Daniil Medvedev ud.

Det er anden gang i træk, at Karen Khachanov når videre til semifinalen i en Grand Slam-turnering.

Det gjorde Karen Khachanov ved sidste års US Open, hvor det var norske Casper Ruud, der satte en stopper for russeren.

I semifinalen skal Karen Khachanov møde vinderen af opgøret mellem Stefanos Tsitsipas og Jiri Lehecka.