Rune fortsætter samarbejde med stjernetræner
Patrick Mouratoglou og Holger Rune skal fortsat arbejde sammen, selvom aftalen i første omgang udløb ved årsskiftet.
- Patrick slutter sig til mig og mit team resten af året.
Sådan lød meldingen fra Holger Rune i oktober sidste år, da han indledte samarbejdet med stjernetræneren Patrick Mouratoglou.
Siden blev aftalen forlænget til og med Australien Open i januar, og nu er der atter gode nyheder fra Rune-lejren.
- Vi arbejder stadig sammen, og det er rigtig fedt. Så det er planen, at han skal være med, siger Holger Rune til TV 2 SPORT og tilføjer:
- Jeg har et godt team med min mor, Lars Christensen og Patrick, og alle roller er gode. Det fungerer bare rigtig godt.
En god mentor
19-årige Holger Rune, der ligger nummer 9 på verdensranglisten, glæder sig over, at det er muligt at fortsætte samarbejdet med Mouratoglou.
- Han har en helt masse erfaring med Serena (Williams, red.) og har vundet de største titler. Så det er en god mentor at have på min side, siger Rune.
Mouratoglou har, som Rune også nævner, været træner for Serena Williams. Derudover er han kendt for det tennisakademi, der bærer hans efternavn. Et akademi, Holger Rune også er en del af.
Den franske træner har også arbejdet sammen med Simona Halep, der i oktober afleverede en positiv dopingprøve under US Open. Hun erklærer sig uskyldig, men er fortsat suspenderet.
Holdt døren åben
Tidligere i januar blev Patrick Mouratoglou spurgt ind til situationen med Holger Rune.
Her kunne han ikke sige noget konkret om en ny aftale, men han roste samarbejdet med danskeren.
- Når et samarbejde er produktivt, og begge parter er tilfredse med det, de kan opnå sammen, kan det fungere i lang tid, lød det blandt andet fra toptræneren i et skriftligt svar til Ritzau.
Og nu bekræfter Holger Rune altså, at samarbejdet fortsætter noget tid endnu.