Tennis

Rune er bekymret – og det samme er ekspert

Den danske tennisspiller måtte trække sig fra torsdagens ATP-kamp i Rotterdam på grund af smerter i håndleddet.

En gammel skade volder fortsat problemer for Holger Rune.

Den 19-årige dansker faldt ned på håndleddet i Australian Open tilbage i januar, og faktisk "har det gjort ondt lige siden".

Rune har dog forsøgt at spille med smerten, men torsdag aften blev det for meget. Smerterne blev værre og værre, og til sidst valgte danskeren at trække sig fra sin kamp i ATP-turneringen i Rotterdam. Og det er kedelige nyheder for verdensranglistens nummer ni.

Er du bekymret for håndleddet, når man tænker på, at der venter et stramt program forude?

- Ja. Jeg må se på det. Jeg må få det tjekket igen, for det skal selvfølgelig ikke blive ved med at gøre ondt, når man er i min alder, siger Holger Rune til TV 2 SPORT.

Og Rune er ikke den eneste, der er bekymret for skaden. Det gælder også TV 2 SPORTs tennisekspert Kenneth Carlsen.

- Når vi ser på slutningen af kampen, så er jeg bekymret. Jeg vil gerne se, om han overhovedet stiller til start i næste uge. Han har et hårdt program foran sig med vigtige turneringer.

- Man skal passe på, at Rune ikke får overbelastningsskader, hvor man lige pludselig er væk i længere tid. Og det er det, Rune-lejren skal vurdere nu her. Hvad er det for en type skade? Er det en skade, hvor han kommer sig hurtigt, eller er det en skade, hvor han skal trække sig fra en turnering eller to? Så det bliver spændende at se, hvor hurtigt han er klar igen.

Rune blev mere præcist ramt af håndledsskaden 21. januar i et opgør mod franske Hugo Humbert. Det var i tredje runde af Australian Open.

Danskeren spillede dog videre og vandt opgøret, og siden har han været i kamp yderligere otte gange i 2023.

Forsøgte at spille videre

Den danske teenager fortalte tidligere torsdag, at han gjorde, hvad han kunne for at spille videre i torsdagens andenrunde-kamp mod hollandske Gijs Brouwer.

Til sidst blev smerten dog for stor til, at det gav mening at fortsætte.

- Jeg har spillet igennem lidt smerte, men i dag gjorde det mere og mere ondt, som kampen skred frem, og til sidst gjorde det for ondt. Jeg prøvede alle mulige metoder for at få det til at fungere, siger Rune.

Gijs Brouwer, der slog Holger Rune, møder hollandske Tallon Griekspoor i kvartfinalen fredag.