Ordene "stop med at opføre dig som en baby" gør Runes næste kamp mere interessant
Forhistorien mellem Holger Rune og Stan Wawrinka gør tredjerundeopgøret endnu mere interessant.
Det er ikke kun for det sportslige, at opgøret mellem Holger Rune og Stan Wawrinka i tredje runde af Indian bliver spændende at følge.
De to har nemlig en historik fra november sidste år i Paris ved ATP Masters, hvor danskeren efter kampen fik et kontant råd med på vejen fra schweizeren, der havde misbrugt tre matchbolde.
- Mit råd til dig er at stoppe med at opføre dig som en baby på banen, lød det fra Wawrinka ved nettet.
Med forhistorien in mente vil tredjerundekampen få stor opmærksomhed, er TV 2 SPORTs tennisredaktør Henrik Jensen sikker på.
- Det er bare tredje runde i Indian Wells, men det bliver helt sikkert en kamp, de internationale medier vil følge tæt, siger Henrik Jensen og tilføjer:
- Der var tumult oppe ved netkanten, hvor Wawrinka irettesatte Rune og sagde, at han ikke skulle optræde som en baby. Så det bliver virkelig en intens kamp. Det bliver meget, meget spændende at se, hvordan det går.
Rune er favorit
Det er kun anden gang de to står over for hinanden, og Holger Rune får således mulighed for at vise, at han har taget ved lære af Stan Wawrinkas kontante råd. Hvis han da overhovedet har været interesseret i det.
Uanset hvad er danskeren favorit på papiret. På verdensranglisten er Rune nummer 8, mens Wawrinka er sejlet ned som nummer 100. Schweizeren er blevet 37 år gammel og har tidligere vundet tre Grand Slams.
- Hvis Holger Rune spiller lige så godt som i anden runde mod Mackenzie McDonald, tror jeg helt sikkert, at der en stor chance for, at han vinder denne kamp. Wawrinka har spillet godt på det seneste, men han er ikke den samme Wawrinka, som har slået Roger Federer, Novak Djokovic og Rafael Nadal, siger Henrik Jensen.
Opgøret i tredje runde mod den tidligere Grand Slam-vinder spilles mandag omkring klokken 21.00 dansk tid og kan følges på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.