Tennis

Ukrainer trak sig fra turnering – fik panikanfald inden kamp

Lesia Tsurenko fortæller, at hun også havde mentale udfordringer i andenrundekampen mod Donna Vekic.

Ukrainske Lesia Tsurenko stod til at møde belarussiske Aryna Sabalenka ved tredje runde af WTA 1000-turneringen i Indian Wells, USA.

Men kort inden opgøret, der skulle spilles søndag aften lokal tid, trak 33-årige Tsurenko sig fra kampen. Nu forklarer spilleren, at det skete af personlige årsager, der omhandler krigen i Ukraine.

- For et par dage siden havde jeg en snak med den administrerende direktør i Women's Tennis Association (WTA), Steve Simon, og jeg var fuldstændig chokeret over det, jeg hørte, siger Tsurenko til ukrainske Big Tennis Ukraine ifølge medier som The Independent og The Times.

- Steve Simon fortalte mig, at han ikke selv støtter krigen, men hvis spillere fra Rusland og Belarus støtter den, så er dette kun deres egen mening, og andres mening bør ikke forstyrre mig.

Snakken mellem Tsurenko og Simon kom i forbindelse med, at Wimbledon-arrangørerne forventes at løfte deres forbud mod russiske og belarussiske atleter.

Dét er Simon også overbevist om, mener Tsurenko. Samtidig tilføjer tennisspilleren, at chefen for WTA-touren forstod, hvad han sagde til hende under den nuværende situation.

- Jeg var fuldstændig chokeret over denne samtale, og i den seneste kamp (mod Donna Vekic i anden runde, red.) var det utrolig svært at spille. Da det var tid til at gå på banen, fik jeg et panikanfald, og jeg kunne simpelthen ikke gå derud. Jeg brød bare sammen mentalt.

Lesia Tsurenko har sammen med andre ukrainske spillere sået tvivl ved Steve Simons position som administrerende direktør for WTA-touren.

WTA svarer igen

Ifølge The Tennis Podcast har WTA sendt et skriftligt svar som følge af udtalelserne fra Tsurenko.

- Først og fremmest anerkender vi de følelser, Lesia og alle vores ukrainske atleter har, og vi fortsætter med at håndtere situationen i denne meget svære periode. WTA har konsekvent afspejlet vores fulde støtte til Ukraine og fordømmer kraftigt de handlinger, der er blevet fremsat af den russiske regering.

- Det forbliver et grundlæggende princip i WTA, at individuelle atleter kan deltage i professionelle tennisbegivenheder baseret på fortjeneste og uden nogen form for diskrimination, og at de ikke straffes på grund af de beslutninger, der er truffet af ledelsen i deres land.

For både mændene og kvinderne er ATP 1000-turneringen i Indian Wells blandt de største turneringer i sæsonen.

I år bliver Indian Wells, der også går under navnet BNP Paribas Open, spillet fra 6. til 19. marts.