Tennis

Runes modstander reagerer på denne situation

Holger Rune kan efter nederlaget i Indian Wells se frem mod næste turnering, og den 19-årige dansker ved, at han vil komme stærkt igen.

Holger Rune og Stan Wawrinka har mødt hinanden to gange i karrieren. Efter begge opgør udvekslede spillerne ord ved nettet.

I november bad Wawrinka danskeren om "ikke at opføre sig som en baby", og efter mandagens kamp ved Indian Wells gav Rune svar på tiltale.

- Har du ikke noget at sige nu?, lød det fra Rune, der tabte i tre sæt.

Efterfølgende har Stan Wawrinka reageret på situationen.

- Der er ikke meget at sige om det. Det eneste, jeg kan tilføje, er, at han er en ung og fantastisk spiller med et enormt potentiale.

- Men han får sig et ry i omklædningsrummet, han vil fortryde en dag, fortæller den 37-årige schweizer til L'Équipe.

Se ordudvekslingen i toppen af artiklen.

"Jeg ved, at jeg slår tilbage"

Holger Rune og Stan Wawrinka mødte hinanden ved Paris Masters i november. Her var Rune nede med en matchbold, men kom alligevel tilbage og vandt.

Scenariet var tæt på det samme ved Indian Wells, men Wawrinka endte med at sejre og spille sig videre efter et opgør med mange fejl og korte dueller.

Se højdepunkterne fra den dramatiske kamp. Video: Kasper Wilkenschildt Skipper

Undervejs havde Rune problemer med både fysikken og de store frustrationer.

- Jeg kæmpede med det, jeg havde, men det er svært, når du ikke føler, at dine slag, fysikken eller det mentale fungerer. Jeg ved, jeg slår tilbage, det gør jeg altid, skrev Holger Rune på Twitter.

Mens Wawrinka skal møde Jannik Sinner ved ottendedelsfinalerne i Indian Wells, forbereder Rune sig på ATP 1000-turneringen i Miami.