Kyrgios støtter Holger Rune
Mandag aften spillede Holger Rune sin anden kamp mod Stan Wawrinka. De to har en speciel forhistorie.
Holger Runes spørgsmål til Stan Wawrinka giver genlyd i tennisverdenen.
- Har du ikke noget at sige nu, spurgte danskeren mandag aften med en klar reference til deres første møde.
Det var lige noget for tennisstjernen Nick Kyrgios. I en story på Instagram støtter han Rune med denne besked:
- Hahahaha ja, alt er godt, når du vinder … Typisk. Holger Rune, jeg er med dig, min bror.
Kommentaren, der er skrevet henover en video af Runes spørgsmål, er ledsaget af et hjerte. Det indikerer, at Rune og Kyrgios har et fint forhold til hinanden. De har blandt andet spillet double sammen, og til maj mødes de i en stort anlagt showkamp i København.
Kom med et råd i 2022
Holger Runes spørgsmål kom nok som en overraskelse for de fleste – det er i hvert fald ikke ofte, at den slags bliver slynget over nettet efter et bittert nederlag på 6-2, 6-7 (5-7), 7-5. Men det var ikke ud af det blå, at Rune stak lidt til Stan Wawrinka efter deres kamp i tredje runde af Indian Wells.
Danskerens kommentar var nemlig et svar til det råd, Wawrinka fyrede af efter deres første møde i november.
Ved den lejlighed følte Wawrinka behov for at irettesætte Rune, da han pligtskyldigt takkede for kampen, som danskeren vandt.
- Mit råd til dig er, at du skal stoppe med at opføre dig som en baby på banen, sagde den tredobbelte Grand Slam-vinder til Rune.
Lavpunkt
Efter kampen har Holger Rune ikke kommenteret episoden ved nettet. På Twitter har han derimod opsummeret den første del af 2023, hvor han trods nogle udfordringer er rykket op som nummer otte på verdensranglisten.
- I år har jeg ikke ramt mit topniveau mange gange, og i dag synes jeg, at jeg ramte et lavpunkt. Jeg kæmpede med alt, hvad jeg havde, men det er hårdt, når man ikke føler, at man rammer slagene eller fysikken, eller det mentale ikke fungerer. Jeg ved, jeg kommer tilbage. Det gør jeg altid, skriver Holger Rune.
Indian Wells er en ATP Masters-turnering, der rangerer lige under de fire Grand Slam-turneringer. I fjerde runde skal Stan Wawrinka møde Jannik Sinner fra Italien.