Tennis

Turnering "gjorde alt" for at få Djokovic med

Novak Djokovic får heller ikke dispensation for manglende coronavaccination i Miami Open.

Det er efterhånden mange turneringer, som Novak Djokovic har misset, fordi han ikke vil lade sig vaccinere imod coronavirus.

Ifølge USA's regler må man som udlænding fortsat ikke rejse ind i landet, hvis man ikke er vaccineret, og derfor bliver Miami Open, der begynder i næste uge, også uden den serbiske verdensetter.

Turneringsledelsen havde ellers forsøgt at få dispensation, så Djokovic kunne være med.

- Vi forsøgte at få en dispensation til Novak Djokovic, men det var ikke muligt, fortæller turneringsdirektør James Blake til Tennis Channel ifølge Reuters.

- Det er klart, at vi som en af de førende turneringer i verden gerne vil have de bedste spillere med. Vi gjorde alt, hvad vi kunne. Vi forsøgte at tale med regeringen, men det var ude af vores hænder.

Kan miste sin førsteplads

Djokovic er af samme årsag fraværende i den igangværende Indian Wells-turnering. Tidligere har han også misset US Open og Australian Open på grund af manglende coronavaccination.

Det forventes, at USA ophæver de nuværende indrejseregler 11. maj.

Djokovic risikerer at miste sin status som verdensetter på mandag. Således er spanske Carlos Alcaraz ny mand på førstepladsen, hvis han triumferer i Indian Wells, hvor han foreløbigt er klar til semifinalen mod Jannik Sinner.