Tennis

Rune har ikke de bedste minder - nu jagter han revanche

Holger Rune ser frem til at komme i aktion i Miami, da han måtte trække sig sidste år.

Du kan se Holger Runes kamp mod Marton Fucsovics på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY fra klokken cirka 23.00.

Han nyder solen og varmen i Miami, inden det bliver alvor.

Holger Rune skal for første gang i kamp i ATP 1000-turneringen fredag aften dansk tid, hvor han møder ungarske Marton Fucsovics i anden runde, som Rune først træder ind i på grund af sin placering som nummer otte i verden.

Den unge dansker går samtidig ind til turneringen på usikkert grundlag, da han ikke tidligere har præsteret på højt niveau i den amerikanske by.

- Jeg har ikke spillet ungdomsturneringer her, så første gang, jeg var i Miami, var i preseason sidste år, hvor Patrick (Mouratoglou, træner, red.) inviterede mig hertil.

- Anden gang var sidste år, hvor jeg blev skadet efter 20 minutter. Så det er lidt en bedre følelse i år. Det er en speciel og stor turnering, og det er en, jeg i fremtiden godt kunne se mig selv vinde. Jeg kan ikke vente med at komme i gang.

Holger Rune forsøgte nemlig at spille sig ind i Miami-turneringen sidste år.

Desværre blev det kun til 31 minutters tennis, da han tabte første sæt til japanske Shintaro Mochizuki i kvalifikationen inden turneringen. Rune blev skadet og trak sig inden andet sæt.

Et stykke fra sit fulde potentiale

Men nu er han tilbage, og det er med et mål om at gøre det godt.

Dog behøvede han ikke at kvalificere sig i år, da hans rangering sendte ham direkte ind i hovedturneringen. I den forbindelse fortæller Holger Rune, at han langt fra har peaket endnu.

Når du ser på din udvikling, hvilken procentsats er du nu i forhold til dit fulde potentiale?

- Jeg vil sige 55-60 procent. Jeg er 19, og jeg føler, jeg stadig har meget at lære. Jeg føler stadig, at jeg kan være bedre, når jeg er derude. Det er selvfølgelig rart, men det kan også være meget frustrerende. Det er positivt, at jeg stadig kan udvikle mig.

- Jeg håber på, at jeg kan blive dobbelt så god og blive bedre til de fleste ting på banen. Jeg prøver bare at være den bedste version af mig selv, siger Rune.

Marton Fucsovics, som Rune skal møde, er nummer 74 i verden.