Rune sendt ud efter begivenhedsrigt drama

Holger Rune kæmpede en brav kamp, da han natten til mandag røg ud af Madrid Open efter mere end tre timers tennis.

Der var drama for alle pengene, da Holger Rune var i aktion i Spanien søndag aften.

Danskeren stod over for Alejandro Davidovich Fokina i tredje runde af Madrid Open, hvor begge parter formåede at gøre sig upopulære.

Fokina gjorde sig upopulær hos overdommeren, mens Rune gjorde sig upopulær hos tilskuerne. Den dramatiske midnatsforestilling endte dog med to velspillende - og populære - duellanter, hvor Fokina vandt i tre sæt trods en heroisk indsats af Rune.

Alejandro Fokina 2 - 1 Holger Rune

  • 1. sæt: 7-6 (7-1)
  • 2. sæt: 4-6
  • 3. sæt: 7-6 (7-5)

Det bølgede frem og tilbage stort set hele aftenen, efter Rune og Fokina var kommet på banen omkring klokken 22.

Første sæt startede med en frustreret spanier, der følte, han havde dommeren imod sig ved flere lejligheder.

Faktisk blev han så frustreret, at han efter en håndfuld partier nægtede at spille videre, før han havde talt med kampens overdommer. Han mente, der i forbindelse med en hawkeye-beslutning blev målt efter et forkert mærke i gruset.

Fokina føler sig overbevist om, at andenserven er ude og kalder challenge. Systemet viser, bolden er inde, men spanieren brokker sig videre. Han er DYBT uenig i, hvilket mærke man har målt efter. Video: TV 2 Sport

Overdommeren fik talt den spanske hjemmebanehelt til ro, og han fandt kort efter ind i sin rytme igen.

Rune fik opsang af dommeren

Længe gik der ikke, før Rune kom i fokus. Efter lidt små provokationer - hvor Rune blandt andet fjernede det mærke, Fokina ville have målt efter - fik danskeren tilskuerne på nakken.

De begyndte at sende buhråb i retningen af Rune, og det virkede til, at danskeren mistede fokus. I første sæts tiebreak var der i hvet fald intet at stille op for Rune, da Fokina kørte sættet hjem med 7-1.

Rune fik efter sættet noget af en opsang af kampens dommer, der gerne ville give den unge dansker et godt råd med på vejen, efter han havde fjernet mærket på banen.

Dommeren giver Holger Rune en reprimande og beder ham om at spille tennis i stedet for at provokere publikum. Video: TV 2 Sport

I andet sæt kom Rune godt fra start, da han ved stillingen 2-2 fik brudt sin modstanders serveparti.

Det hjalp dog ikke det store, da Fokina allerede brød tilbage i partiet efter. Og da spanieren efterfølgende holdt sin serv, var Rune for alvor presset ved stillingen 4-3.

Da kampuret rundede to timer, var Rune presset til at holde sin serv ved 30-30 under stillingen 5-4 til spanieren. Og det formĂĄede danskeren.

Rune voksede af situationen, og i det efterfølgende parti fik han brudt sin spanske modstander. Derfor stod han med muligheden for at serve andet sæt hjem til 7-5, og her svigtede Rune ikke.

Dramaet skulle naturligvis afgøres i tiebreak

Rune kom blæsende ud til tredje sæt ved at bryde sin modstander i første forsøg. Glæden varede dog ikke længe, da Fokina brød tilbage i partiet lige efter.

De efterfølgende partier blev ikke brudt, men Rune kom i problemer mod kampens afslutning. Ved 4-3 til Fokina kunne Rune ikke holde sit serveparti, og dermed bragte spanieren sig på 5-3 og gav sig selv alle muligheder for at vinde.

Fokina magtede dog ikke at serve kampen hjem, da Rune fandt nogle helt magiske vinderslag frem. Danskeren brød tilbage og bragte sig på 4-5, og dramaet var på kogepunktet.

Fokina skal bare smide bolden modsat for at vinde pointet, men han vælger at spille tilbage i den side, som Rune er snublet i, og der står danskeren stadig tilbage og kigger. Og så kan Rune ellers smadre bolden på tværs af banen og bryde igen. Video: TV 2 Sport

Ved 5-5 kom Fokina bagud 30-0 i eget serveparti, men han genfandt melodien og selvtilliden, sĂĄ han kunne holde sit serveparti.

Rune havde ikke mistet selvtilliden, og han kørte stensikkert sit serveparti hjem. Kampen og tredje sæt skulle afgøres i tiebreak.

Fokina åbnede det afgørende tiebreak med et mini-break, men han inviterede Rune tilbage, da han lavede en dobbeltfejl ved føringen 3-1. Så i stedet for 4-1 stod den 3-2, da Rune igen havde sine to server.

De efterfølgende fire server blev forsvaret, og derfor var Rune presset, da han igen skulle serve. Rune var bagud 5-4, da Fokina fandt en stor returnering frem, som sikrede ham to matchbolde.

Han missede den første matchbold, men ved stillingen 6-5 formåde den spanske kriger at serve sejren i land.