Ekspert bekymret: - Der er noget galt
Peter Bastiansen frygter, at den internationale presse vil flokkes i retning af Holger Rune for at få svar på den bemærkelsesværdige trænersituation.
Se Holger Runes kampe fra Rom på TV 2 Play
Lars Christensen og fravær. Det er to ting, der de seneste måneder har været forbundet.
For Holger Runes mangeårige danske træner har ved flere store turneringer i år været fraværende. Nu er han det igen.
Det er også sådan, gamet er. Alt har en start, og alt har en ende
Peter Bastiansen
Fraværet i frobindelse med den forestående ATP 1000-turnering i Rom skaber panderynker hos TV 2 Sports tennisekspert Peter Bastiansen, der ikke finder situationen holdbar.
- Der er noget galt. Det kan vi godt slå fast. Udefra er det jo svært at vide, hvad problemet er, og hvem det er imellem, men der er et eller andet, der ikke er, som det skal være, indleder Bastiansen, inden han uddyber:
- På den ene side er det selvfølgeig overraskende, men jeg kan også godt forstå det. På et eller andet tidspunkt skal Rune måske også videre. Der kan komme et punkt, hvor det bliver attraktivt at få en international træner med mere erfaring fast tilknyttet.
Vil begræde permanent exit
Tenniseksperten stadfæster samtidig, at det er svært for alvor at kloge sig på situationen, fordi der ikke kommer nogle brugbare udmeldinger fra Rune-lejren.
Men skulle det ende med, at Lars Christensen, der har fulgt Holger Rune, siden han var dreng, stopper permanent som træner, vil det i første omgang ærgre Bastiansen.
- Jeg er rigtig ked af det på Lars' vegne, hvis det ender med et brud. Men det er også sådan, gamet er. Alt har en start, og alt har en ende.
- Men det er bare vemodigt, for de har ellers haft et virkelig sammentømret team. Det er ikke noget, man bare skal smide væk. Så mangler der jo en brik i puslespillet. Man skal heller ikke glemme Lars' dedikation over årene. Han har virkelig ofret meget for Holgers succes.
I første omgang oplyser Holger Runes mor og manager, Aneke Rune, TV 2 Sport, at der ikke er tale om et permanent trænerskifte, men at det har handlet om at fordele rescourcerne.
Samtidig stadfæster hun også, at Lars Christensen fortsat er tilknyttet trænerteamet.
Kan få konsekvenser for Rune
Uanset hvad der er op og ned i sagen, så vil det, ifølge Bastiansen, være klogt af Rune-lejren at komme med en mere officiel melding, så snart det er muligt.
For den nuværende uvished kan få den konsekvens, at Hogler Rune skal bruge unødvendig energi på den internationale presse.
- Jeg synes, at alle fortjener, at der kommer en udmelding. Ellers ender det jo med, at vi bare sidder og gisner, som vi gør netop nu. Den internationale presse kommer også til at spørge Holger ind til det ved enhver given lejlighed, og det skal vi gerne undgå.
- For lige pludselig bruger Rune alt for meget af sin energi på at forholde sig til noget, der ikke handler om spillet på banen. Og det tærer på kræfterne. Så på et tidspunkt får det også konsekvenser for Rune.
Den 20-årige dansker kommer dog ikke til at være uden træner i Rom, da stjernetræneren Patrick Mouratoglou støder til som træner for Rune i turneringen.
I Rom er Holger Rune seedet som nummer syv. Danskeren sidder grundet sin seedning over i første runde.