Holger Rune-lejren i endnu en kovending
Lars Christensen har ikke været til stede ved Holger Runes kampe i mere end en måned.
Se Holger Runes kampe fra Rom på TV 2 Play.
Gensynet mellem Holger Rune og tennistræner Lars Christensen trækker ud.
I mere end en måned har den danske stjerne ikke haft sin normale træner igennem de seneste mange år i sin boks, når han har været i aktion.
Holger Runes mor og manager, Aneke Rune, har tidligere på måneden forklaret, at Lars Christensen efter planen ville vende tilbage til denne uges ATP 1000-turnering i Rom.
Men de planer er der nu blevet lavet om på. Lars Christensen bekræfter over for TV 2 Sport, at han heller ikke vil være til stede i den italienske hovedstad.
Christensen giver ikke en yderligere forklaring på fraværet.
Patrick Mouratoglou, der siden efteråret også har været i Runes trænerteam, vil fortsat være med danskeren, som han har været det i store dele af året. Det samme vil hans fysiske træner, Lapo Becherini.
Mouratoglou ejer det akademi, som Holger Rune har været tilknyttet i syv år.
Fortsat en del af teamet
Aneke Rune oplyser, at Lars Christensen fortsat er tilknyttet trænerteamet, og at der ikke er noget dramatisk forbundet med fraværet.
- Lars har rejst med Holger, siden han var lille, og Holger har været tilknyttet akademiet, siden han var 13, mens Patrick hjælper sine Champseed-spillere (talentfulde spillere på akademiet, red.), når der er behov for det.
- Der er altså ikke tale om et trænerskifte, men om at bruge de resourcer, man har omkring sig, når der af forskellige årsager er behov for det, skriver Aneke Rune i en SMS til TV 2 Sport uden konkret at uddybe årsagen til ændringerne.
Lars Christensen var senest med, da Holger Rune i marts spillede de store amerikanske turneringer i Indian Wells og Miami.
Der var lagt op til, at Christensen fortsat skulle være med, da det inden starten på grussæsonen blev meddelt, at Runes samarbejde med Mouratoglou ville ophøre.
Det ændrede sig, og få dage inden starten på turneringen i Monte Carlo i april blev det meddelt, at Mouratoglou ville fortsætte arbejdet med Rune, mens Lars Christensen ville holde ferie hjemme i Danmark.
Rune skal tage mere ansvar
For Lars Christensen er det ikke nødvendigvis underligt, at der nu er en periode, hvor han ikke følger Rune rundt i hele verden, som han ellers har gjort det de seneste mange år.
Det gav han givet udtryk for, da han tidligere på måneden lod sig interviewe af TV 2 Sport:
- Gennem Holgers opvækst har det meget været mig, der har haft foden på pedalen og udstukket retningen. Men efterhånden tager Holger mere over, og han er i en periode af sin udvikling, hvor han skal tage mere ansvar og klare sig uden mig for tæt på. Det er en meget logisk og normal udvikling.
I selvsamme interview gjorde træneren opmærksom på, at de to også tidligere har været adskilt. Her blev sidste års ATP-turnering i Hamburg brugt som et eksempel.
- Jeg tror helt sikkert på, at der indimellem kan være et behov for lige at tage et skridt tilbage. Også for mig selv er det fint indimellem lige at se det hele lidt udefra. For man bliver meget optaget af de ting, der ikke fungerer optimalt hele tiden.
I Rom er Holger Rune seedet som nummer syv. Danskeren sidder grundet sin seedning over i første runde.