Rune sender hilsen til buhende fans

Den danske tennisstjerne er klar til fjerde runde af den store turnering i Rom.

Se Holger Runes kampe på TV 2 Play.

Holger Rune holdt hovedet koldt, da italienske Fabio Fognini blev besejret søndag.

I tredjerunde-kampen ved ATP Masters 1000-turneringen i Rom forsøgte hjemmepublikummet ellers at bringe danskeren ud af fatning med adskillige buhråb.

Dét har Rune efterfølgende kommenteret på.

- Det var et par gutter, der forsøgte at få mig til at miste fokus bagved banen. Men gutter, det virkede ikke!

- Jeg forblev i zonen, og jeg tror mest af alt, at det var for at støtte ham (Fognini, red.) gennem kampen. Selvfølgelig blev det hele lidt vildere, da det begyndte at blive tæt i første sæt, siger Rune i vinderinterviewet til ATP.

Samtidig glæder den 20-årige verdenssyver sig over, at han havde øjnene rettet mod sin plan.

- Jeg spillede godt og holdt mit fokus, og det er det, der betyder noget.

Fra starten af opgøret blev der sendt buhråb ned mod Rune, og mens der i første omgang kunne spores en anelse usikkerhed hos danskeren, viste han kølighed resten af kampen og vandt sikkert i to sæt.

Holger Rune 2 - 0 Fabio Fognini

  • Første sæt: 6-4
  • Andet sæt: 6-2

Holger Rune er videre til fjerde runde af turneringen, hvor Alexei Popyrin venter.

Australieren vandt tidligere søndag med 7-5, 7-5 over Roman Safiullin fra Rusland.