Runes træner inden finale: - Han har bevist, han hører til blandt de bedste

Runes træner, Patrick Mouratoglou, roser danskerens udvikling og spår ham gode muligheder for at vinde finalen i ATP 1000-turneringen i Rom.

Se Holger Runes kampe på TV 2 Play.

Holger Runes himmelflugt mod tennistoppen kan nå endnu højere luftlag, hvis danskeren vinder sin finale ved ATP 1000-turneringen i Rom.

I det italienske har danskeren vist sig suverænt frem, og lørdag var det i særdeleshed de mentale muskler, som Rune flexede i semifinalen mod Casper Ruud. Her så det længe ud til, at det skulle blive en norsk sejr.

Spørger man den talentfulde spillers træner, Patrick Mouratoglou, har Rune vist med sit spil, hvor dygtig en tennisspiller han er.

- Jeg synes, Holger har vist de sidste seks måneder og måske endda mere, at han hører til på grus og er blandt de bedste i verden. Så jeg tror, han har gode muligheder søndag, siger han til TV 2 Sport.

Holger Rune havde to dages restitution inden semifinale-opgøret mod Ruud. Men når han spiller finale søndag, har danskeren "kun" fået under et døgns hvile.

Ekspert frygter ikke træthed hos Rune

De to seneste opgør mod Djokovic og Ruud har krævet meget af danskeren. Både teknisk og mentalt, men så sandelig også fysisk.

Alligevel frygter TV 2 Sports tenniseskpert Peter Bastiansen ikke, at Rune vil have et fysisk efterslæb forud for finalen.

- Når du står i en finale, så glemmer du alt om, hvor træt du egentlig er. Han skal nok være klar til søndag. Det har vi set ham være i finaler før som mod Djokovic i Paris og Rublev i Monte Carlo, siger han og fortsætter:

- Han havde også 48 timer til at restituere fra han mødte Djokovic, til han skulle møde Ruud. Og så har han også fordelen af, at hans kamp sluttede først, siger eksperten med reference til at Runes finalemodstander spillede semifinale efter danskeren.

Uanset hvad så tegner det til at blive en stor dansk tennisdag, når Rune møder Daniil Medvedev søndag klokken 16.00. Følg kampen på TV 2 Play eller TV 2 Sport X.