Medvedev roser Rune i sin takketale

Daniil Medevev vandt ATP-1000-turneringen i Rom efter to sæt med cifrene 7-5, 7-5.

Når Holger Rune lægger hovedet på puden søndag aften, vil han nok være skuffet over, at han ikke vandt finalen i Rom over Daniil Medvedev.

Men alligevel er der meget, danskeren kan være stolt af ovenpå flere flotte præstationer ved grusturneringen.

I hvert fald benyttede Medvedev sejrens stund til at rose Runes præstationer ved turneringen.

- Tillykke til Holger. Vi vil altid mere. Man vinder, man taber, men du er en fantastisk spiller med en lang karriere foran dig.

- Jeg er sikker på, at du kommer til at vinde mange Masters-titler. Det var en ære at dele finalen med dig og dit team. Patrick (Mouratoglou, red.), fantastisk akademi, tak for at have mig der. Held og lykke fremradrettet, og jeg nyder at træne og spille med dig, siger Medvedev.

Medvedev overrasket over eget niveau på grus

Daniil Medvedev plejer ikke at trives på gruset. Men i Rom virkede det til, at den 27-årige tennisspiller knækkede koden til det tricky underlag.

- Jeg troede ikke, jeg kunne vinde en Masters-turnering på grus i min karriere. Jeg har altid hadet det.

- Jeg følte mig godt tilpas til træning her i Rom. Jeg vidste ikke, hvad der foregik, men jeg sagde, lad os se, hvad der sker. Jeg viste over for mig selv og alle, at jeg kunne.

Russeren understreger dog, at gruset ikke bliver hans foretrukne underlag på trods af den nylige succes.

- Det bliver et venskab (med gruset, red.). Jeg kommer aldrig til at elske det. Hardcourt er min eneste kærlighed i tennis, lyder det fra en smilende Medvedev.

Daniil Medvedev, der mandag hopper op på verdensranglistens andenplads, har nu seks Masters-titler på cv'et, men altså kun en enkelt på grus. Alle de andre har været på hardcourt.