Rune erkender problemer i starten af stor finale
Trods sit finalenederlag rykker Holger Rune en plads op på verdensranglisten.
Se Holger Runes kampe på TV 2 Play.
Daniil Medvedev blev for stor en mundfuld for Holger Rune, da danskeren tabte med cifrene 7-5, 7-5 til verdensranglistens nummer to i ATP 1000-finalen i Rom.
Det var kun tredje gang i karrieren, at Rune stod i en finale i en Masters-turnering, og derfor spillede nerverne ham et ekstra puds i starten af braget.
- Jeg var nervøs i starten. Han spillede godt, han har været vanvittigt solid i den her turnering, og han har spillet noget af sit bedste på grus, synes jeg. Kredit til ham. Han håndterede situationen bedre, end jeg gjorde i dag. Jeg må tilbage på træningsbanen og lære af de fejl, jeg lavede i dag (søndag, red.) og komme stærkere igen, fortæller danskeren til TV 2 Sport.
Fik ikke et eneste gratis point
Selvom Rune glippede trofæet i Rom, gør finalepladsen, at han rykker op som nummer seks i verden.
I vejen til den prestigefulde finale slog den 20-årige dansker Novak Djokovic ud i kvartfinalen, mens han ekspederede Casper Ruud ud i semifinalen.
Her var nerverne også til stede, men ikke i samme grad som i finalen.
- Jeg var egentlig også nervøs i semifinalen, men der håndterede jeg det bedre. Jeg formåede at spille mere frit og slå igennem. Jeg prøvede at komme ud efter første sæt og spille friere, og jeg spillede godt i starten af andet sæt, synes jeg, siger Rune.
Alligevel endte russeren med at få overtaget i kampen, der blev afgjort i to sæt, hvor lange og fysiske dueller for alvor satte Rune på prøve.
- Han blev ved med at kæmpe i hvert point, og jeg fik ikke et eneste point gratis. Han gjorde det svært for mig. Jeg servede klart dårligere, end jeg har gjort hele turneringen, og det gjorde det sværere. Han elsker at spille lange dueller, og hvis jeg skal spille hvert servegame med tyve bolde i hver duel, så er det hårdt. Jeg var villig til at gøre alt, der skulle til for at vinde, men han var bedre, så tillykke til ham, lyder det.
Rune har nu en lille uge til at restituere, før han 28. maj tager hul på French Open.