Køge får største kvindeturnering på dansk grund i et årti
Til sommer bliver Køge vært for en W25-turnering på ITF World Tennis Tour i en tætpakket dansk tennissommer.
Professionel tennis på dansk grund er ikke hverdag. Men til sommer skal Køge Tennis og Padel Klub lægge grus til den største kvindeturnering på dansk grund i 11 år.
Dansk Tennis Forbund (DTF) oplyser i en pressemeddelelse, at ITF World Tennis Tour lægger vejen forbi Køge fra 30. juli til 6. august. Der er tale om en W25-turnering.
Det betyder, at præmiepuljen er på 25.000 dollar, cirka 173.000 kroner, og at der er 50 point til verdensranglisten til vinderen.
Ikke siden WTA-turneringen i Farum fra 2010 til 2012 i Caroline Wozniackis storhedstid har der været større kvindeturneringer på dansk grund.
DTF-sportschef Jens Anker Andersen, som også er kaptajn for Billie Jean King Cup-landsholdet, mener, at turneringen er vigtig for de danske talenter, som tilmed har vinderchancer på hjemmebane.
- Vi har flere unge spillere, som allerede har vist, at de kan vinde turneringer på det her niveau, siger han i pressemeddelelsen.
- Så det er en kæmpe hjælp i deres transition til fuldtidsprofessionel tennis, at de får mulighed for at spille en W25 på hjemmebane i Danmark. Det er vigtigt for spillerne, og det er vigtigt for udviklingen af Billie Jean King Cup-holdet.
Sådan fungerer det
Der vil være 32 spillere med i hovedturneringen. Heraf vil otte af dem blive fundet via en kvalifikation, mens fire wildcards vil blive uddelt.
Ugen forinden er Vejle for tredje år i træk vært for en ITF-turnering for både mænd og kvinder. Her er præmiepuljen på 15.000 dollar, 104.000 kroner, for hver række.
Mændene har en M25-turnering i Skovbakken i løbet af sommeren også.