Derfor er vi på fornavn med hans efternavn
Flemming Toft har dækket 18 Grand Slam-turneringer. Her ser han frem mod den næste, hvor Holger Rune er blandt favoritterne.
Se Holger Runes kamp ved French Open på tirsdag direkte på TV 2 Play og TV 2 Sport X.
Han giver os mere end så mange andre. Ikke kun, når han vinder kampe. Han har opnået det, der er sjældent for os danskere – vi er på fornavn med hans efternavn.
Rune ligger lige for, når vi snakker om personen med Holger til fornavn. Selvfølgelig også fordi “Rune” præciserer mere end “Holger”. Der er 3688 Holger’e i Danmark. Men ikke ret mange Rune’r.
Nutid bestemmer ofte, hvad vi kalder dem, vi snakker om. Der var engang, hvor det var nok med Allan (Simonsen) eller Sepp (Piontek) eller Mikkel (Hansen) eller Anja (Andersen) – eller Frederik (kronprins). Sidstnævnte er vi på fornavn med for livstid.
Men der er andre, hvor efternavnet altid har været fortællende. Elkjær (Preben), Laudrup (brødrene), Schmeichel (family), Hjulmand (Kasper). Og her altså Rune.
Indrømmet – jeg undres, jeg forbløffes, jeg forarges, jeg begejstres – jeg jubler over og med ham. Fordi han giver mig noget særligt. Ikke alt på den pæne side – for det skal det helst være i tennis – men fordi han deler ud af sig selv og bruger hele paletten.
Han er en karakter. Og den slags skal altid være velkomne – også i sportens verden.
Selvfølgelig skal hans mishagsytringer ikke nå over nettet og forbudte vendinger ikke lovprises, men ...
Flemming Toft
Det er historien om knægten, der drog ud, mens andre gik i anden klasse, der lod lektierne være en lukket bog, der rejste med sin mor og en taske fuld af ketsjere, der længe før puberteten åbenbarede en særlig kærlighed – til tennis.
Hele historien har det, den slags historier skal have. Barnedrømmen, der blev hevet ned fra væggen, da idolet Rafael Nadal kun var verdens næstbedste og en plakat af den absolutte ledestjerne Roger Federer i stedet hang i syns- og sindshøjde.
Det blev det fuldtonede mål – verdens bedste.
Han kan så meget, der begejstrer
Det er historien om mor og søn, der rejste kloden rundt, lærte og sejrede. Jeg mødte knøsen, mor Aneke – som danskerne er ved at være på fornavn med – og træner Lars Christensen i Abu Dhabi i 2018 og undrede mig over, at der var døgnåbent i forholdet til tennis.
De snakkede ikke om livet i al almindelighed, ikke et ord om skolegang, ikke en stavelse om, hvad drenge i den alder ellers tager sig til. Det handlede om at sove, spise og spille tennis.
Siden forstod jeg hvorfor, for kort efter lå han nummer et på junior verdensranglisten. Og så var tilværelsen pludselig i overhalingsbanen.
De var søde at snakke med i hotel-cafeen på Abu Dhabi Al Bustan, hvor jeg var i fodbold-øjemed og de i tennis. Aneke om det omrejsende liv, om fremtiden, om drømmene, om målene. Knægten med den falset-stemme, der stadig er hans.
Hans karrieresejre- og finaler har placeret ham, der hvor han er fornøjet, men ikke tilfreds. Han er blandt verdens bedste – men ikke den bedste. Endnu. Og det er kampen for at stå over alle andre, der gør ham ekstra interessant.
Holger Rune kan så meget som begejstrer, hans klassiske repertoire, hans fjedrende håndled, hans bevægelighed på banen – men det er noget helt andet, der også får mig op af stolen. Hans mentalitet. Hans psyke. Hans påfund. Hans manerer. Han er en særlig personlighed i sin voksne teenage-attitude.
Selvfølgelig skal hans mishagsytringer ikke nå over nettet og forbudte vendinger ikke lovprises, men at han spiller med og mod publikum, at han træder lidt mindre varsomt end så mange andre i tennissporten, at han entertainer os og derigennem tilsyneladende løfter sig selv er et velkomment plus i min bog.
Han er så uforudsigelig – og det gør ham ekstra interessant
Flemming Toft
Forventer mere end god tennis
Han er sikker på sit sigte. Han er en drømmer. Hans selvtillid ligger øverst i den tætpakkede tennistaske. Han vil være den bedste. Han er helt bevidst om, at hans optræden mellem de spillede bolde deler vandene. Tennissportens “enfant terrible,” som skal forvalte et kompliceret omdømme.
Men han fastholder at være sin egen. Og den slags, synes jeg, klæder en sport, hvor “the main stream” ellers er hjemmehørende. Og hvor selvforståelse ikke er noget, man skriger ud.
Jeg er fan – ganske enkelt. Jeg er så spændt på, hvad der sker, hver gang han går på banen – eller forlader den. Han formår at samle os i delte meninger. Når han er bedst, er det mageløst. Men der er så meget, der tiltrækker det nysgerrige.
Jeg forventer mere end god tennis. Jeg ved bare ikke præcis, hvad jeg forventer mere. Han er så uforudsigelig – og det gør ham ekstra interessant.
Når han tager pegefingeren op til øret, er det med til at tænde publikum og ham selv. Når han skændes med dommeren, er det for at retfærdiggøre sig selv. Når han ser bebrejdende ud mod familierådgivningen, er det for at få et lift og komme videre.
Når han “handler,” er det ligegyldigt for ham, hvad andre mener. Og de mener noget, når talen falder på den unge dansker:
“Han har et svovlholdigt ry på ATP-kredsløbet”, skrev det franske medie “L’Equipe”. John McEnroe, af alle, har påtalt Holger Runes “adfærd”, men i samme mundbevægelse rost ham til skyerne. Det er indbegrebet af et stort tennistalent, en generel stor beslutsomhed og en fyldt pose med selvtillid. Det er det, der skal bringe ham helt til tops.
Og jeg vil sætte mig for at blive underholdt. Forarget. Imponeret. Begejstret. Som så mange andre, der følger Rune. Os, der er på fornavn med hans efternavn.
Se Holger Runes kamp ved French Open på tirsdag direkte på TV 2 Play og TV 2 Sport X.