Det bliver med en helt anden Holger, siger Runes træner inden revanche

Holger Rune er blevet meget bedre til at håndtere sine følelser, vurderer hans franske træner.

Se Runes kamp mod Ruud onsdag aften fra klokken 20.00 på TV 2 Sport og TV 2 Play.

- Det bliver et stort brag, men med en anden Holger end sidste år.

Sådan lyder det fra Holger Runes træner, Patrick Mouratoglou, inden onsdagens store French Open-kvartfinale mellem danskeren og norske Casper Ruud.

Kampen bliver en gentagelse af sidste års kvartfinale ved Roland Garros, hvor Ruud vandt et midnatsdrama over Rune. Det var før, Mouratoglou blev Runes træner, og den franske succestræner ønsker da heller ikke at dvæle for meget ved dén kamp.

Men én ting vil han gerne sætte ord på, og det er det faktum, at Rune er blevet et år ældre.

- Jeg kan først og fremmest ikke lide at sammenligne kampe. Slet ikke med et års mellemrum. Ser man på Holger for et år siden og Holger nu, så er han en helt anden spiller. Teknisk, men også følelsesmæssigt.

- Han er meget bedre til at håndtere sine følelser under kampene nu, forklarer Mouratoglou i et interview med TV 2 Sport, hvor han giver udtryk for, at han forventer en bedre præstation fra Rune end tilfældet var sidste år.

Det var netop følelserne, der løb af med Rune sidste år, da han tabte til Ruud i French Open-kvartfinalen.

Hans ”forlad”-kommandoer fik stor bevågenhed i medierne og gik verden rundt, men sidste års drama fortsatte efter Runes nederlag.

Efterfølgende levede opgøret nemlig videre på sin egen måde, da Rune beskyldte Ruud for at råbe hoverende "lige op i hovedet" på ham.

Ifølge Casper Ruuds far og træner var den udlægning "slet og ret løgn", hvilket Holger Runes mor og manager, Aneke Rune, ikke kunne genkende.

Forventer tæt kamp

Begge spillere er kommet videre, og så sent som i seneste måned fik Rune endelig skovlen under sin norske rival. Efter fire nederlag på stribe vandt Rune duellen i Rom.

- Vi kan jo passende tale om den seneste kamp, Rune og Ruud spillede mod hinanden, som ikke er særlig lang tid siden. Det var i Rom, hvor Holger spillede på den helt rigtige måde taktisk. Han viste sig selv, at han har evnerne (til at slå Ruud, red.), så jeg tror, det bliver en tæt kamp, hvor begge spillere kommer ind til kvartfinalen på toppen af deres niveau.

- Ruud er en god spiller, der kom i finalen her sidste år, og som nåede finalen i US Open sidste år, så han er uden tvivl en spiller, der hører til i den absolutte top, siger Mouratoglou.

Rune og Ruud går på banen på Chatrier onsdag aften klokken 20.15. Du kan se braget direkte på TV 2 Play og TV 2 Sport fra klokken 20.00.