Holger Rune sætter ord på trænersituation
Holger Rune er glad for, at Lars Christensen fortsætter som hans træner.
Mandag meddelte Holger Rune-lejren, at Lars Christensen fortsætter som Runes eneste træner.
Det sker efter en periode, hvor både Christensen og stjernetræneren Patrick Mouratoglou har været en del af Runes trænerteam.
Nyheden glæder Rune.
- Det har været et rodet år på trænerfronten. Derfor tror jeg, det er godt, at jeg nu får Lars, som jeg kender godt. Jeg kender hans træningsform indgående, og vi kender hinanden godt. Det er, hvad jeg har brug for – ro i min træning, så jeg kan fortsætte min udvikling, fortæller Rune til TV 2 Sport og fortsætter:
- Det var et simpelt valg for mig. Jeg havde nogle træninger med Lars, efter jeg kom hjem fra US Open, og det fungerede rigtig godt. Jeg følte, at jeg fandt tilbage til den ro og hårde træningsindstilling, som jeg har været vant til. Det er ufatteligt vigtigt, for det er fundamentet for, at jeg kan spille godt.
Har lært vigtig evne af Mouratoglou
Den 31. august meddelte Rune-lejren, at Mouratoglou ikke fortsatte. Efterfølgende var den tidligere tennisspiller Fernando Verdasco på rygtebørsen nævnt som et bud på Runes nye træner, men sådan gik det ikke.
- Mouratoglou har blandt andet lært mig at gå mere afslappet ind til de store kampe. Han træner dog på en anderledes måde, end Lars gør, og det er den måde, jeg er vant til at blive trænet. Derfor glæder jeg mig til at fortsætte med Lars, lyder det fra Rune.
Rune vil dog ikke udelukke, at en tidligere tennisspiller på et tidspunkt kan blive en del af hans trænerkonstellation.
- Det er måske næste skridt. At få en ind, der selv har spillet på Touren og kan trække på sine erfaringer. Men det, jeg har brug for lige nu, er faste rammer, som jeg kender. Og så må tiden vise, hvad der sker. Nu er der ikke så mange turneringer tilbage (i år, red.), så det kan være, der sker noget i preseason, siger han.
Holger Runes næste opgave er ved Davis Cup, hvor Danmark møder Brasilien.
Med en sejr over Brasilien, vil Danmark i begyndelsen af 2024 være klar til en playoff-kamp om at deltage blandt verdens 16 bedste nationer i Davis Cup Finals senere i 2024.
Kampene mod Brasilien bliver spillet i Royal Stage i Hillerød henover weekenden.