Brasilien frygter en Rune i topform

Det bliver forhåbentligt ikke til en herlig omgang brasiliansk tennissamba i Hillerød fredag og lørdag, hvor Danmark møder Brasilien i en vigtig kamp.

De to bedste brasilianske tennisstjerner er glade for deres første ophold i Danmark, hvor de begge har den største respekt for den danske verdensstjerne Holger Rune inden de kommende kampe.

- Jeg trænede med ham for et par år siden, hvor Rune ikke var blandt de 100 bedste, og allerede dengang så jeg et fantastisk talent og en hårdtarbejdende ung knægt.

- SÃ¥ jeg er ikke overrasket over, at han allerede i dag har stor succes og er blandt de bedste spillere i verden, siger Thiago Monterio om sin danske modstander.

Han følges op af Brasiliens bedste spiller Thiago Seyboth Wild:

- Han er en superstærk spiller, og han har allerede vist sin store styrke – for eksempel indendørs sidste år med titlerne i Stockholm og Paris, siger han til TV 2 Sport før deres møde lørdag.

Rune har klar strategi

Holger Rune har mødt Thiago Monterio for knap et år siden, hvor Rune slog den brasilianske spiller i to sæt i første runde af ATP 250-turneringen i Stockholm.

En turnering, danskeren vandt med en sejr over Stefanos Tsitispas i finalen.

- Det var en svær kamp mod Monterio sidste år i Sverige, og han slår hårdt i forhånden og server hårdt. Han har også en solid baghånd.

- Så jeg skal ind og bygge mine point op og gøre det svært for ham ved at tage initiativet væk fra ham. Jeg skal mest af alt bare give mig 100 procent ved hvert point, siger Holger Rune om fredagens møde mellem de to.

Brasilianere på udebane

De to brasilianere ved, at de er på udebane mod de danske spillere, som er vant til at spille på hurtige, hårde overflader indendørs, hvor de to brasilianske spillere plejer at have tennisgrus under fødderne.

For eksempel har verdens nummer 76, Thiago Seyboth, kun spillet én kamp indendørs i karrieren, som han tabte, mens han alene i år har vundet 56 kampe på grus – de seneste ti af dem endda i træk med to Challenger-titler i Italien som følge.

- Jeg føler mig godt tilpas her i Hillerød, hvor vi har trænet i flere dage, og jeg synes, at indendørsunderlaget er ret langsomt. Så det passer forhåbentligt godt til mit spil, siger Seyboth Wild inden kampen fredag mod August Holmgren.

Holger Rune spiller fredagens første kamp mod Thiago Monterio efterfulgt af opgøret med Holmgren og Seyboth Wild.

Hvis det bliver til samlet dansk sejr i holdkampen mod Brasilien, får Danmark i starten af næste år en kvalifikationskamp til World Finals, hvor verdens 16 bedste tennislandshold kæmper om Davis Cup-trofæet i slutningen af 2024.