Efter hård periode: - Nu spiller jeg for noget, der er større end mig selv
Holger Rune glæder sig til at spille for Danmark.
Holger Runes US Open var en fiasko. Danskeren gik ind til turneringen som nummer fire i verden, men røg allerede ud i første runde.
Nederlaget var en kulmination på en dårlig periode med mange nederlag og uro i baglandet.
Uro, der omhandlede Runes trænerteam med Patrick Mouratoglou i spidsen. Selv har Rune til Ekstra Bladet beskrevet energien under US Open som ”mærkelig”, mens han til B.T. har forklaret, at det ”var meget uengageret”, hvad han oplevede fra Mouratoglous side i New York.
Nu har Rune fået styr på sit team, og til TV 2 Sport kunne han torsdag fortælle, at han pønser på at tilknytte endnu en person. Dermed skal faste rammer og stabilitet være med til at få vendt Runes dårlige stime, og derfor falder weekendens Davis Cup helt perfekt.
- Landskampe betyder rigtig meget. Jeg har gået igennem en lidt hårdere periode, og jeg føler, at Davis Cup er en god mulighed for at vende sæsonen igen og komme tilbage på en bedre måde og spille bedre tennis.
- Det er en fuldstændig fantastisk følelse at stå foran så mange danske publikummer og at have et hold, der støtter dig, bag en. Det er en følelse, man ikke får særlig tit, så det glæder jeg mig meget til, siger Rune til TV 2 Sport.
Du kan jo bruge kampene til at få lidt selvtillid tilbage efter en svær sommer. Hvad betyder det for resten af efteråret at få tanket lidt op på den konto?
- Det betyder rigtig meget. Sådan har jeg brugt Davis Cup i hele min karriere, hvis jeg har været inde i en svær periode.
- Jeg skal ind og kæmpe for publikum og for mit land. Jeg spiller for noget, der er større end mig selv – jeg spiller for både et hold og for Danmark. Så jeg glæder mig meget til at stå derinde.
Holger Rune åbner Davis Cup for Danmark fredag eftermiddag. Her møder han brasilianeren Thiago Monteiro.
Tætpakket kalender venter
Når Davis Cup er slut, går Rune en meget travl og vigtig periode i møde. Efter Davis Cup flyver han til Canada for at spille Laver Cup, inden danskeren skal på jagt efter vitale ranglistepoint.
Dén jagt starter med turneringerne i henholdsvis Beijing og Shanghai, inden Rune igen flyver hjem til Europa til oktober.
Her er Rune tilmeldt hele fire turneringer inden sæsonfinalerne i november. Det drejer sig om Stockholm, Basel, Paris Masters og Metz.
De mange nederlag for nyligt betyder dog, at Rune ikke er bekymret for fysikken de næste uger.
- Det er jo ikke, fordi jeg har brugt mig så meget de sidste fem uger, siger Rune med et smil og uddyber:
- Så jeg føler mig fysisk udmærket tilpas. Som atlet er man aldrig 100 procent tilfreds, men jeg synes, jeg er udmærket tilpas, og jeg er i hvert fald klar nok til at spille fredag – og forhåbentlig også de næste syv uger.