Rune har målet for resten af sæsonen på plads – både på og uden for banen
Holger Rune har sat sig et mål for den resterende del af sæsonen.
Det er lidt som yin og yang i sportsverdenen. Ro og tryghed uden for banen giver bedre resultater inde på banen.
Det er en sammenhæng, som de fleste atleter hele tiden forsøger at finde frem til, men som hurtigt kan ændre sig.
For Holger Rune har uroen omkring trænersituationen de seneste måneder også påvirket spillet på banen, hvor danskeren har tabt sine seneste syv kampe.
Derfor er der et klart mål gående ind til den sidste del af sæsonen.
- Det vigtigste lige nu er ro omkring mig. Ro i mit team, så jeg kan få lov til at spille tennis og være glad inde på banen igen, siger Holger Rune til TV 2 Sport.
Resultaterne følger med
Seneste sejr kom helt tilbage i begyndelsen af juli, da Holger Rune besejrede Grigor Dimitrov i fjerde runde af Grand Slam-turneringen Wimbledon.
Men selvom det er mere end to måneder siden, er danskeren ikke nervøs for, at resultaterne nok skal komme i takt med, at han de sidste to uger har fået samarbejdet med Lars Christensen op at køre igen.
- Jeg har fået arbejdet godt og positivt og har gjort det med et smil. Det er det vigtigste, synes jeg. Uanset hvilket job man vælger, skal man nyde det. Og det har jeg gjort igen de seneste to uger, siger Holger Rune og fortsætter:
- Resultaterne kommer, når man har det godt. Det vigtigste for mig er, at jeg hver dag glæder mig til at gå på arbejde og glæder mig til at udvikle mit spil endnu mere.
Klart mål på banen
Mens forholdene uden for banen er ved at blive løst, har Holger Rune stadig masser af arbejde på banen resten af året.
Syv turneringer er danskeren tilmeldt, og der skal resultater på tavlen, hvis han vil indfri sin ambition for resten af sæsonen.
- Målet er at komme til sæsonfinalerne i Torino. Jeg er nummer syv lige nu, men der er stadigvæk en hel masse turneringer, der kan afgøre, om man kan komme med eller ej.
- Så jeg skal være skarp, og der er en masse motivation, som ligger inde i mig og mit hjerte, som gerne vil med i sæsonfinalerne, siger Holger Rune.
Sidste år var Holger Rune med i sæsonfinalerne som reserve, hvor han aldrig kom i kamp. Danskeren skal slutte blandt sæsonens otte bedste spillere for at booke en direkte plads til ATP Finals, som sæsonfinalerne hedder.
Løchte tror på Rune
Den danske Davis Cup-kaptajn, Frederik Løchte Nielsen, har stor tiltro til, at den 20-årige komet finder tilbage til sin form igen i dette efterår.
- Nu vender han jo tilbage til de indendørs hardcourt-baner, der passede ham så fornemt sidste år. Og da han har haft et par turneringer de seneste måneder, hvor han ikke har spillet så meget, tror jeg også, at han vil have en fordel i at være mere frisk end de andre topspillere.
- Jeg tror, at han kan levere et par store resultater i den sidste del af sæsonen, siger Frederik Løchte Nielsen.
Det blev ikke i første omgang, at den gode stime skulle starte. Rune tabte således sin første kamp ved Davis Cup fredag, hvor han også kæmpede med fysikken.
Du kan se meget mere til danskeren, når han skal spille sin næste ATP-turnering i Beijing fra 28. september. Turneringen kan følges direkte på TV 2 Sport X og TV 2 Play.