Ingen Rune i doublen – tvivlsom til mulig single

Holger Rune bliver ikke en del af den danske double, der skal forsøge at bringe spændingen tilbage i holdkampen mod Brasilien.

Danmark står med ryggen mod muren i Davis Cup-kampen mod Brasilien efter to nederlag i herresingle fredag.

Derfor hviler der et tungt pres på den danske herredouble, der indleder lørdagens program mod Rafael Matos og Felipe Meligeni Alves, men den danske konstellation kommer ikke til at tælle Holger Rune.

Den danske stjerne er stadig hæmmet af de rygproblemer, der drillede ham i kampen mod Thiago Monteiro fredag, og derfor er det ifølge TV 2 Sports oplysninger også meget tvivlsomt, at Rune spiller single senere lørdag, såfremt den danske double med Johannes Ingildsen og Christian Sigsgaard skulle levere miraklet.

Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe – inden lørdagens program med herredouble og to mulige herresingler er Danmark bagud 0-2.

Opgøret mellem Danmark og Brasilien spilles i Royal Stage i Hillerød. Formår Danmark at levere det usandsynlige comeback og vinde holdkampen, skal de spille kvalifikationskamp til World Finals i begyndelsen af 2024.

World Finals er en turnering, hvor verdens 16 bedste tennislandshold kæmper om Davis Cup-trofæet.