Djokovic raser over det blå grus

16x9

Serberen Novak Djokovic gider ikke spille på Madrids blå grus mere

Verdens nummer et Novak Djokovic måtte fredag aften forlade Madrids kontroversielle blå grus efter et nederlag til landsmanden Janko Tipsarevic.

Det var ikke et nederlag, der bekom serberen vel, og især det blå underlag har fået verdens bedste tennisspiller op i det røde felt.

"Hvis de i 2013 spiller på blåt grus, så kan de spille deres egen turnering. Jeg kommer helt sikkert ikke," siger Novak Djokovic.

"Det er helt simpelt. Ikke noget blåt grus til mig. Det dumpede i testen."

Vil glemme Madrid
Novak Djokovic er ikke den eneste, der har haft det svært med det blå underlag, der har været svært at vænne sig til.

Således var Rafael Nadal træt af underlaget efter sit nederlag til Fernando Verdasco, og også Caroline Wozniacki havde det svært på det glatte underlag.

"Jeg vil glemme denne her uge hurtigst muligt, og tage videre til de rigtige grusturneringer," lyder det fra Djokovic.

Serberen mener ikke ATP skulle have tilladt en turnering på det nye underlag uden at have taget spillerne i ed forinden.