Sådan kommer Wozniacki videre

16x9

Caroline Wozniacki fortæller, hvordan hun kommer videre

Et surt nederlag i tredje runde af French Open, og så for andet år i træk. Det er et af de nederlag, der svider for danske Caroline Wozniacki.

Men tennis er en nådesløs sport, hvor den næste turnering sjældent er langt væk, og derfor er der kun én ting at gøre for Wozniacki.

"Det er om at komme tilbage på træningsbanen. Man kan ikke gøre noget ved det, som der er sket. Det kan man ikke bruge til noget. Man kan nok lære lidt af det, men så er det også det," siger hun.

Træning og kamp
Da Wozniacki stod inde i selve kampen mod Kaia Kanepi, der endte med et nederlag på 1-6, 7-6, 3-6, følte hun ikke, at hun kunne gøre noget anderledes, end det hun gjorde.

"Man kan ikke blive bedre, når man står inde på banen i kampen. Der må man kæmpe med det, som man har. Så har man træningsperioder, hvor man kan arbejde med tingene," siger hun.

Netop en træningsperiode har Wozniacki nu. Hun spiller næste turnering i Eastbourne, der leder op til årets tredje Grand Slam, Wimbledon.