Dansker får sin Wimbledon-debut

16x9

Danmarks bedste herre-spiller har fået et wildcard til tennisturneringen

Den danske tennisspiller Frederik Løchte Nielsen får endelig sin debut i den prestigefyldte turnering Wimbledon.

Danmarks bedste herrespiller har fået et wildcard til doubleturneringen, hvor han skal spille sammen med briten Jonathan Marray.

"Jeg spiller for at få lov til at være med i de store turneringer og få lov til at teste mig af på det højeste niveau - det er Wimbledon, og det glæder jeg mig sindssygt meget til," siger Frederik Løchte Nielsen til sporten.tv2.dk.

Lige ved og næsten
Den 28-årige dansker har flere gange været tæt på at slå sig vej til Wimbledon, men indtil nu har han kun været med på tilskuerrækkerne.

"Jeg har været der masser af gange som ikke-spillende, og det virker, som om der er en helt specielt atmosfære og drive omkring Wimbledon. Jeg ser virkelig frem til at få lov til at stå på banen selv," siger en forventningsfuld Løchte.

"Jeg har spillet virkelig godt de seneste uger og føler mig godt tilpas på græsset, så jeg håber, jeg kan fortsætte spillet på den største scene i verden," siger han.

Skal drille de store
Men selvom Frederik Løchte Nielsen og Jonathan Marray sammen har spillet sig frem til flere gode resultater - bl.a. finalen i Shelbourne Irish Open - skal de danske tennisfans ikke regne med en sensation ved Wimbledon.

"Rent resultatmæssigt kan man ikke forvente så meget. Det er en Grand Slam, så det er alle de bedste hold i verden, men spiller vi godt, kan vi drille en masse," siger danskeren.

Endnu er der ikke foretaget lodtrækning, så makkerparret må vente lidt endnu med at finde ud af, hvem de skal stå over for, når Wimbledon går i gang den 25. juni.