Favorit-fald ved Eastbourne

16x9

Tirsdagen var hård ved favoritterne i kvindernes singlerække i græsturneringen i engelske Eastbourne.

Det var nemlig ikke kun tredjeseedede Caroline Wozniacki, som røg ud allerede i første runde af turneringen, der tjener som forberedelse til næste uges grand slam-turnering i Wimbledon.

Også topseedede Agnieszka Radwanska og andenseedede Petra Kvitova - der er forsvarende Wimbledon-mester - måtte overgive sig til deres lavere rangerede modstandere.

De undertippede vandt
Radwanska tabte i to sæt til bulgareren Tsvetana Pironkova, mens Kvitova også i to sæt måtte give fortabt over for en velspillende Ekaterina Makarova.

Det betyder, at ingen af de tre topseedede spillere får yderligere kamptræning, inden de skal i aktion på anlægget i Wimbledon. Det tager Wozniacki dog ganske roligt ifølge nyhedsbureauet AFP.

"Det er ikke noget tilbageslag. Sidste år spillede jeg ingen kampe på græs, inden jeg tog til Wimbledon," siger danskeren, der tilsyneladende eksperimenterede med en ny serv i sin kamp mod Christina McHale tirsdag.

Og hun antyder da også, at hun brugte opgøret mod den unge amerikaner som en slags test forud for årets tredje grand slam-turnering.

"Selvfølgelig ville jeg gerne have vundet kampen, men i det mindste vandt jeg en del point. Jeg prøver bare at arbejde med et par ting inden Wimbledon," siger hun.