Wozniacki: OL slår grand slam

16x9

Selvom tennisstjernen Caroline Wozniacki er langt fra sin storhedstid og netop har lidt nederlag i første runde af WTA-turneringen i Eastbourne, tror danskeren på en OL-medalje til sommer.

OL-guldet betyder mindst lige så meget for Wozniacki som en Grand Slam-sejr.

"Det vil blive rangeret lige så højt som en grand slam-titel eller måske endda lidt højere, da OL kun bliver afviklet hvert fjerde år og er noget helt specielt," siger Caroline Wozniacki til den specielle OL-udgave af magasinet Idrætsliv.

Målsætningen er en medalje
Tirsdag tabte den danske tennisspiller 1-6, 7-6, 4-6 til den 20-årige Christina McHale, der er verdensranglistens nummer 30.

Trods den dårlige optakt til næste uges Wimbledon tror den danske tennisspiller på, at hun kan præstere til årets OL.

"Min målsætning er at vinde en medalje med hjem til Danmark - og helst af guld," lyder det fra den tidligere verdensetter.

Når OL betyder særligt meget for Wozniacki, hænger det ikke kun sammen med, at turneringen kun spilles hvert fjerde år.

"Det er noget helt specielt at være med til OL. Det kan slet ikke sammenlignes med en almindelig tennisturnering, da vi alle er samlet som et hold og hepper på hinanden på kryds og tværs af sportsgrene," forklarer hun.

Bor tæt på anlæg
Alligevel har hun dog valgt ikke at bo sammen med de andre atleter i den olympiske by.

I stedet har hun sammen med sin familie lejet sig ind i det samme hus, som hun og familien bor i under Wimbledonturneringen, der spilles på de samme baner som årets OL.

"Tennisturneringen bliver spillet på Wimbledons anlæg, hvilket er meget langt væk fra den olympiske by. For at kunne præstere bedst til OL, er jeg nødt til at have optimale betingelser, og det vil jeg have ved at bo tæt på tennisanlægget," siger Wozniacki.