Skidt Wimbledon-optakt for Murray

16x9

Andy Murray har de seneste tre år nået semifinalen ved Wimbledon-turneringen i tennis.

Men skal det også lykkes fjerde gang i træk, skal skotten nok hæve sit spil en smule, inden han træder ind i turneringen i næste uge.

Murray tabte i sidste uge i første runde af den traditionsrige græsturnering Queens Club, og onsdag tabte han en opvisningskamp mod serberen Janko Tipsarevic.

En god test
Selv slår verdens nummer fire dog de to nederlag hen og hævder, at formen er, hvor den skal være.

"Det er altid godt at få spillet nogle kampe inden de store turneringer, specielt imod en top 10-spiller, så det var en god test."

"Jeg flyttede mig meget bedre, end jeg gjorde for en uge siden, og jeg har ramt bolden rigtigt godt under træningen," siger Murray ifølge AFP.

For Andy Murray er Wimbledon helt sikkert årets højdepunkt i tenniskalenderen, men givetvis også de to mest stressende uger i sæsonen.

Hvert år må han leve med et enormt forventningspres fra publikum, der håber på at se den første brite hæve mændenes singletrofæ siden Fred Perry gjorde det i 1936.

Og selv om briterne også har EM i fodbold og OL i London at følge med i denne sommer, forventer Murray, at presset er det samme i år.

"Det gør ingen forskel, om der er et stort fodboldmesterskab eller et OL, for jeg har også altid store forventninger til mig selv.

"Jeg nåede semifinalen sidste år, og man vil altid gerne gøre det bedre end sin sidste optræden," siger skotten.

Andy Murray er seedet som nummer fire i turneringen og slipper derfor for at møde både Novak Djokovic, Rafael Nadal og Roger Federer før en eventuel semifinale.