Sport

Dopingdømt triatlet: Jeg indstiller karrieren

Thomas Lawaetz erkender og beklager sit EPO-misbrug. Overfor TV 2 SPORT offentliggør han, at han indstiller sin karriere.

Triatleten Thomas Lawaetz indstiller sin triatlon-karriere som følge af den positive EPO-prøve.

Det fortæller han i en sms til TV 2 SPORT.

- Jeg beklager utroligt meget overfor dem i min omgangskreds, der måtte blive påvirket negativt af dette samt de rene konkurrenter, jeg har slået. Triatlon vil med udgangen af dette år være et afsluttet kapitel for mig, og jeg vil koncentrere mig om min familie, karrieren og vennerne.

Thomas Lawaetz krydsede den 23. august 2015 stregen i Københavns Ironman som den bedste i sin aldersgruppe - 35-39 år. Dermed kvalificerede han sig til VM i triatlon samme år. Den danske triatlet blev dog spærret fra at deltage i stævnet, da en dopingprøve fra Antidoping Danmark samme dag viste dog spor af Erythropoietin – bedre kendt som EPO.

- Jeg vil gerne understrege, at ingen har presset mig til det. Det var noget, jeg gjorde på egen hånd, og det tager jeg det fulde ansvar for, skriver Thomas Lawaetz til TV 2 SPORT.

Lawaetz fortæller, at han længe havde overvejet at stoppe med at dyrke triatlon.

- Triathlon har fyldt for meget for mig gennem en periode, og jeg havde længe tænkt mig at afslutte det. Desværre lod jeg mig friste, og jeg faldt i.

Thomas Lawaetz er ikke professionel triatlet, og er til dagligt administrerende direktør på Åreknudeklinikkerne.

Lawaetz har sammen med sine brødre tidligere medvirket i TV 2-programmet ’De 7 bryllupper’. Han er en del af en større brødreflok, der alle igennem de seneste år har markeret sig som nogle af de bedste triatleter herhjemme.