Triatlet overfaldet med sav

16x9
Mhlengi Gwala er blevet opereret, efter han onsdag blev overfaldet med en sav på en træningstur. Foto: Khaya Ngwenya / Ritzau Scanpix

Den sydafrikanske triatlet Mhlengi Gwala blev onsdag overfaldet på en træningstur af tre mænd, der ville save hans ben af.

Det, der bare skulle have været en almindelig træningstur på cyklen, endte onsdag som en helt forfærdelig dag for triatleten Mhlengi Gwala. 

I må ikke blive overrasket, hvis I ser ham tilbage blandt verdenseliten inden for et år eller to

Dennis Jackson, direktør for eliteprogrammet KwaZulu-Nata

Den sydafrikanske triatlet var på vej op ad en stigning i byen Durban i hans hjemland, da han - ifølge The Guardian - blev stoppet af tre overfaldsmænd, der gik til angreb på triatleten med en sav. 

Overfaldsmændene forsøgte angiveligt at save benet af på Mhlengi Gwala, men til den 27-årige triatlets held, så lykkedes de ikke med formålet og nåede 'kun' halvvejs. Og det skulle vise sig at være afgørende for fremtidens muligheder. 

Gwala blev kort efter samlet op af en bil, hvorefter han blev kørt på hospitalet. Kirurgerne på stedet var fortrøstningsfulde i forhold til at redde benet, da overfaldsmændene ikke havde skåret en vigtig hovedpuls over.

- Ligesom mange andre unge mennesker havde han det svært i sin opvækst, men han besluttede sig for at ændre sit liv og begynde at udøve sport. Så når folk spørger mig, om han kommer igennem det, så siger jeg, at selvfølgelig gør han det. Han har viljen, og han har styrken, siger Dennis Jackson, der er direktør for eliteprogrammet KwaZulu-Nata, ifølge BBC.

- I må ikke blive overrasket, hvis I ser ham tilbage blandt verdenseliten inden for et år eller to, siger Jackson videre. 

Triatleten Henri Schoeman, der vandt bronze ved OL i 2016, er en nær ven af Gwala, og han satte umiddelbart efter episoden spørgsmålstegn ved, hvor sikre vejene i Sydafrika er. 

- De forsøgte at save begge ben af. Klingen var sløv, så de kom kun halvvejs igennem det ene og begyndte herefter på det andet. Virkelig ulækkert. Hvor sikre er vejene i Sydafrika, spørger Schoeman på Twitter. 

Mhlengi Gwala har to gange tidligere repræsenteret Sydafrika i World Triatlon Series, hvor han i september sidste år leverede sit hidtil bedste resultat med en plads som nummer 45 i Rotterdam. 

I triatletens hjemland er der nu startet en indsamling, der har til formål at få Mhlengi tilbage i konkurrence igen. Lørdag formiddag havde indsamlingssiden BackaBuddy formået at samle cirka 6.460.957 sydafrikanske rand (320.000 kroner) ind. 

Motivet for overfaldet er endnu ukendt, og de tre overfaldsmænd valgte ikke at tage imod hans pung og telefon, som Gwala tilbød dem.