'Må jeg anbefale en abort?' - topatlet ville modbevise kritikerne og vinde ironman som nybagt mor

**

Michelle Vesterbys telefon ringede en søndag aften. Beskeden ændrede humøret med det samme. Dagen inden havde hun fået scannet sin 30 uger gravide mave, og alt havde syntes godt. Men nu blev Michelle bedt om at møde op næste dag til endnu en undersøgelse.

Hos lægen fik Michelle og hendes mand den besked, de fleste kommende forældre nok frygter. Der var fundet noget på fosteret. Deres ufødte dreng havde en udposning ved øret. Lægen fortalte, at det var en slags tumor.

- Det betyder, du skal have kejsersnit. Vi tager ingen chancer, og dit barn skal opereres lige efter fødslen.

Tiden gik i stå. Alt var nu forandret. Måtte Michelle opgive sin drøm?

***

**

Jernkvinden fra Herning

Vejen ind i triatlon begyndte med en fyr og en løgn. I 2007 var Michelle på ferie på Club La Santa på Lanzarote med en veninde, da hun en aften mødte en mand. Mens Michelle elskede at feste og levede et liv langt væk fra skemalagt træning, var Claus anderledes. Han var triatlet og på øen for at træne. Michelle ville imponere ham. Men hvordan kunne hun det?

- Jeg dyrker også triatlon, løj hun.

Løgnen kunne hun ikke komme ud af, så dagen efter begyndte hun at træne. Det fortsatte. Dage blev til uger. Claus var imponeret. Michelle blev dedikeret, og det, der startede som en uigennemtænkt scorebemærkning, udviklede sig til et liv som triatlet. Det kulminerede foreløbigt i 2012, da hun vandt en af verdens hårdeste Ironmans på Lanzarote, hvilket fødte drømmen om en VM-medalje.

At stå på podiet ved VM i Hawaii ville være det ultimative for en ekstremt seriøs triatlet som Michelle. I jagten på målet har hun hele tiden haft sin kæreste Claus med på sidelinjen - efter deres møde på Lanzarote i 2007.

***

**

VM-drømmen var tæt på at blive indfriet i 2015, da Michelle Vesterby løb ind på en fjerdeplads ved VM i byen Kailua-Kona på Hawaii. Det er det bedste resultat for en dansk kvinde på Ironmandistancen nogensinde.

De to næste VM-forsøg mislykkedes, men i 2018 var den danske triatlet fyldt med fornyet håb. Hun havde nemlig sat dansk rekord, da hun i Texas i USA løb i mål i tiden 8 timer, 45 minutter og 47 sekunder.

Derfor skulle 2018 været året, hvor hun nåede karrierens højdepunkt og sin store drøm i livet: At vinde en VM-medalje. Hun var i sit livs form før sit syvende VM.

Men få dage inden startskuddet mærkede Michelle, at noget var anderledes. Hendes krop havde forandret sig.

***

**

To streger på pinden

Michelle havde ikke fået sin menstruation i et stykke tid. Egentlig var det helt normalt for hende, at menstruationen kunne udeblive i en periode på grund af hård træning. Men der var noget i kroppen, som føltes anderledes denne gang. En følelse, som hun ikke havde mærket før. Michelle købte en graviditetstest og tog den med hjem.

- Der var en helt klar indikation på den her pind, at jeg var gravid. Og efter fire pinde mere var jeg stadig godt og grundigt gravid.

Michelle var lykkelig.

***

**

Hun havde altid vidst, at hun gerne ville være mor, men graviditeten var ikke planlagt. På trods af overraskelsen stillede hun til start ved VM på Hawaii – 11 uger henne i sin graviditet. Efter svømningen fik hun mekaniske problemer på cyklen. Drømmen om podiet kørte fra hende, men Michelle Vesterby gennemførte alligevel – dog uden at kvalificere sig til næste års VM.

- Så fik mit barn kørt sin første Ironman. Det tror jeg ikke, der er mange, der kan prale af at have gjort allerede ved 11-ugersalderen, sagde hun efter at have krydset målstregen.

***

**

Det ekstra forsøg

Det dårlige resultat ved VM i 2018 gav Michelle et meget lavpraktisk, men umiddelbart uløseligt problem: Hun var sat til at føde i maj 2019, og VM i 2019 lå i oktober. Og hun var endnu ikke kvalificeret til VM. Hun ville gerne gøre ét sidste forsøg som gravid: Hun tog til Cozumel i Mexico fem uger efter VM for igen at prøve at kvalificere sig til VM. Hun vidste nemlig godt, at det ville blive svært at kvalificere sig lige efter sin graviditet og fødsel.

Men da hun vågnede på sit hotelværelse om morgenen før løbet, føltes kroppen anderledes.

- Jeg kunne godt mærke, at jeg var gravid. Og min mand Claus kunne også se det. Han kunne godt se, der var noget, der havde ændret sig over de sidste 24 timer.

Det var en følelse, hun ikke havde mærket før, og når hun var vant til at være i kontakt med sin krop som eliteudøver, var skiftet tydeligt. At noget havde ændret sig. Alligevel ville Michelle ikke give op.

***

**

Da hun stod i startområdet i sin våddragt, mærkede hun for første gang en gene som gravid, da hun spiste en energi-gel. Hun var ved at kaste op.

Men startskuddet gik, og nærmest på instinkt svømmede Michelle af sted i et godt tempo.

***

**

Også på cyklen lå hun længe i god position. Lige indtil hun ramte 60 kilometer.

Baghjulet punkterede.

Michelle steg af og prøvede at lappe det så hurtigt, hun kunne. Men det gik ikke. Hun prøvede igen. Tiden gik. Og hjulet var stadig fladt. Og der – midt på ruten i Mexico – indså Michelle, at tiden var løbet fra hende. Hun kunne ikke være med i kampen om podieplaceringerne og dermed få en VM-billet og måske siden en medalje. Det forsvandt alt sammen, mens luften fes ud af hendes dæk. Michelle brød sammen. Hun græd.

- Jeg så det måske også lidt som et tegn. Så jeg trak stikket og besluttede, at derfra skulle der ikke være mere konkurrence, før jeg havde født.

Den beslutning betød dog samtidig, at der kun var én mulighed tilbage for Michelle for at kvalificere sig til VM i 2019. At vinde Ironman Copenhagen i august 2019 – tre måneder efter hun skulle føde. Det var ikke en mulighed bare at vente til VM i 2020. Hun vidste, at hun med sine 35 år ikke havde mange muligheder tilbage for at opnå sin store livsdrøm som triatlet og ende på podiet i Hawaii. Derfor blev alt sat ind på blive klar til Ironman Copenhagen 2019.

- Jeg har jo et drive inde i mig, som vil have mig på den her mission. Jeg synes, det er inspirerende og motiverende at prøve at se, om jeg kan opnå det.

***

**

"Må jeg anbefale en abort?"

I ugerne efter nedturen i Mexico fortsatte Michelle Vesterby derfor sin nøje tilrettelagte livsstil, hvor træning de sidste syv år har været i centrum 30-35 timer hver uge.

Træningen fortsatte, dog på et lavere niveau, og hun blev ved med at lægge træningsdagbøger og opdateringer ud til sine følgere på sociale medier. Men med den stadig større mave på triatleten voksede også en kritik frem på især Instagram.

***

**

Michelle var klar over, at hun skulle klare verbale klask på sociale medier, men hun blev overrasket over, hvad folk tillod sig at skrive:

- Hvis man mødte mig på gaden, ville de færreste nok sige sådan nogle ting til mig.

Michelle mærkede, hun blev provokeret, når nogen skrev, at man ikke kan have en sportskarriere og være mor samtidig.

- Vi skal jo ikke begrænses, fordi vi skal være mødre. Vi skal jo netop vise, hvor stærke vi er som kvinder. Ligesom i min sport mener jeg, at det er 80 procent mentalt og kun 20 procent fysik.

- Der er ingen, som sætter spørgsmålstegn ved en far, som er eliteudøver eller karrieremand. Men når vi kvinder gør det, så er det løftede pegefingre, og vi får at vide: "Er I nu en god mor? Er I nu egnet til det?" Gu’ fanden er vi det!

***

**

Den svære besked

Michelle mærkede dagligt spark og andre livstegn fra den lille dreng i maven. Hun var nu 30 uger henne og i gang med en 3D-scanning med sin mand af deres kommende barn.

Parret havde allerede navnet klar. Markus. Et navn, han har fået efter Michelles afdøde bror Mark.

Michelles bror var multihandicappet. Han kunne hverken bevæge sig eller snakke. Alligevel var han så livsbekræftende for sin søster, indtil han døde i 2006, 26 år gammel. Michelle vil altid have et særligt bånd til sin bror.

- Det er ikke kun, når jeg er i konkurrence, at jeg har min bror Mark med mig. Det har jeg også, når det er svært i livet generelt.

***

**

Dagen efter 3D-scanningen ringede sonografen, som havde scannet Michelle, og fortalte, at hun kunne se en udposning bag Markus’ højre øre. Det ville hun gerne have blev undersøgt nærmere.

Michelle blev endnu engang scannet, og lægerne kunne bekræfte, at sonografen havde set rigtigt. Markus havde en udposning, som målte 4 x 6 centimeter. Det blev begyndelsen på mange uger med spekulationer og søvnløse nætter.

- I starten kom det som et chok for os, fordi vi lige havde fået de her lækre billeder af en sund og rask dreng. Og så får man pludselig at vide, at der er noget galt. Det skal man lige sluge.

Udposningen var en såkaldt tvilling, som lægen formulerede det. Det er et andet ord for en tumor.

***

**

Lægerne havde endnu en besked til Michelle. De turde ikke lade Michelle føde normalt på grund af Markus’ udposning, og hun skulle derfor have kejsersnit. Og Markus skulle opereres lige efter fødslen.

Michelle ville allerhelst have født normalt, så hun var med hele vejen under Markus’ ankomst til verden, frem til at han endte i hendes arme. Nu forsvandt den oplevelse, fordi hun skulle have kejsersnit.

Det fik Michelle til at tvivle. Tvivle på sit liv som professionel triatlet. Og tvivle på sin mission om at vinde Ironman Copenhagen tre måneder efter fødslen.

- Der var ingen tvivl om, hvad der var vigtigst for mig, og det var selvfølgelig at få en sund og rask dreng. At han kom ud og følte omsorg og kærlighed. Der er ikke noget, som skal forceres på bekostning af ham.

***

**

Det smukkeste barn

Michelle lå bedøvet på operationsbordet og kunne ikke rykke sig. Selvom hun ikke kunne se, hvad der skete, vidste hun, hvad jordemoderen var i gang med. 6. maj 2019 havde hun og Claus set frem til længe. Det gik hurtigt. Jordemoderen sagde lige pludselig:

- Så er Markus kommet til verden.

Claus tog parrets nyfødte dreng med til undersøgelse, mens Michelle blev kørt på opvågningsafdelingen. Uden sin mand eller søn. Et blåt stykke papir ved siden af sengen fortalte hende, at Markus vejede 4130 gram og målte 53 centimeter.

Et par timer senere fik Michelle den besked, hun havde ventet på: Hun kunne besøge Markus på børneafdelingen og endelig se sin søn.

***

**

- Han er det smukkeste, jeg nogensinde har set. Det må være det største, man kan opleve; at få sådan et lille barn til verden.

Markus’ udposning viste sig at være en godartet vandtumor, og derfor var den planlagte operation lige efter fødslen ikke nødvendig alligevel. Fremover skal Markus dog følges af speciallæger på Skejby Sygehus.

- Vi kalder det bare for hans lille bule. Og vi synes jo, han er verdens smukkeste dreng.

Michelle har tænkt på, om udposningen skyldes, at hun har trænet under graviditeten. Hun har læst om det og talt med flere læger, som har afvist den påstand. Der findes ikke noget svar på, hvorfor sådan en vandtumor opstår.

- Selvfølgelig kan man ikke lade være med at tænke på det, når man har fået alle de her kritiske kommentarer. Man kan ikke lade være med at tænke: "Har jeg gjort noget forkert? Er det mig, der er skyld i, at Markus skal have sin lille bule?"

- Men jeg er kommet frem til, at jeg bestemt ikke tror, at min træning har skadet Markus. Det vil jeg sige fra nu af, og til den dag jeg dør. Jeg er ganske sikker på, at det kun har gjort Markus til en endnu stærkere og mere robust dreng.

***

**

Tre måneder til topform

De næste seks dage tilbragte Michelle på Skejby Sygehus med Markus. I al sin tid som triatlet havde hun ikke haft så mange dage, hvor hun ikke havde trænet. Faktisk var den dag, Markus kom til verden, Michelles første dag uden træning i syv år.

Straks efter fødslen meldte tankerne om et comeback sig. Hun vidste, at der var tre måneder til Ironman Copenhagen. Tre måneder til topform.

Men da familien vendte hjem til Herning, kunne Michelle ikke genstarte sit gamle liv. Kejsersnittet havde konsekvenser.

De første to uger kunne hun ikke løbe, og hun var i smerter. Hun kunne kun holde ud at gå. Den første uge gik hun 105 kilometer med barnevognen. Det betød, at hun tabte sig hurtigt. Hun havde taget 19 kilo på under graviditeten. 15 kilo forsvandt på de første 13 dage. Men hun kunne ikke træne som før fødslen.

***

**

Det, der umiddelbart holdt Michelle tilbage, var kejsersnittet. Da en sygeplejerske efter ti dage fjernede stingene fra Michelles krop, sagde hun, at "man er dum i hovedet, hvis man tager ud at cykle 14 dage efter et kejsersnit".

Michelle huskede ordene, men kunne ikke holde sig i ro. Så da Markus blot var 13 dage gammel, gik Michelle ned af trappen til kælderen og hentede sin racercykel. Hun havde lyst til at mærke forårsluften på sin krop. Hun fornemmede sin nysgerrighed: Hvordan havde hendes krop det egentlig?

- Selvfølgelig skal jeg være fornuftig med min opstart. Men alle siger "til smertegrænsen", og der er vi jo så forskellige.

***

**

Også her fik Michelle kommentarer fra det, hun kalder "mødrepolitiet", som skrev kritiske beskeder, når Michelle på lagde billeder på Instagram af sine første træningsture. Flere mente, hun først burde begynde træningen efter otte uger.

Men tre uger efter fødslen begyndte Michelle for alvor genoptræningen hos sin fysioterapeut. Hun følte sig svag. Hendes krop smertede, men det skræmte ikke Michelle. Hun har altid kunnet kende forskel på god og dårlig smerte – noget, der er nødvendigt som triatlet.

- Smerte ved jeg er relativ. Det skal gøre ondt, for at man opnår topresultater.

***

**

Du kan, hvad du vil

Smerten aftog langsomt, som ugerne med genoptræning skred frem. Både i vandet og på cyklen gik det Michelle godt, mens det var værre med løbetræningen.

Den største omvæltning handlede dog om at finde tid til træningen i en ny tid som mor og professionel atlet.

- Det betyder, at den tid, hvor andre mødre prøver at få den her lille lur i løbet af dagen, der hopper jeg i løbeskoene eller på cyklen eller i svømmehallen. For jeg skal jo nå det, mens Markus sover.

***

**

Henover sommeren har hun bundet sine løbesko klokken halv seks om morgenen for at være sikker på, at ”Markus ikke vågner og savner sin madkasse,” som hun selv udtrykker det.

En ting er, at træningen op til er udfordret af at kunne finde tid nok. Noget andet er, hvad der sker med Markus under den ni timer lange Ironman-konkurrence. For Michelle har ikke på noget tidspunkt villet gå på kompromis med hensyn til amningen. Hun vil amme Markus.

- Hvis mine bryster er ved at eksplodere under Ironman Copenhagen, så må jeg jo malke ud undervejs, griner Michelle.

***

**

Ironman Copenhagen er et race, som hun kender godt og har vundet i 2015 og i 2017.

Men 2019-udgaven er anderledes for Michelle, der i år har Markus i tankerne. Det er med sin søn som motivation, at hun jagter drømmen om en VM-podieplads.

For nu skal Michelle ikke længere kun vise noget over for sig selv. Nu vil hun også vise sin søn, at alt er muligt.

- Jeg siger for eksempel også til Markus hver morgen, når vi vågner: "Du kan, hvad du vil. Og lad aldrig nogensinde nogen fortælle dig det anderledes". Det er et mantra, jeg forfølger, og som jeg vil fortælle min søn, indtil den dag han flytter hjemmefra. Herefter vil jeg minde ham om det ved at sende en sms.

***

**

Efterskrift

Michelle Vesterby indfriede ikke sit mål i København. Efter ni timer, ni minutter og 22 sekunder trådte hun dog smilende over målstregen – Michelle Vesterby og endte på femtepladsen, hvilket ikke gav hende en VM-plads. Efter løbet modtog hun sin søn i armene og kiggede på ham og fremad:

- Hawaii er udelukket i år. Det er der ingen tvivl om. Men så kan jeg kvalificere mig til 2020 i stedet for.

***

**

Udarbejdet af: Mejse Egebjerg, Said Nuh, Lasse Kalhauge og Nikolaj Albrectsen.

Video & foto: Thomas Thoning, Frankie Junior Matata og Mads Feldberg.

Vi tester i øjeblikket et nyt format, og din mening er vigtig. Tryk og svar på fire spørgsmål om det, du lige har læst.

***