Vesterby gik over stregen med armene over hovedet, selvom VM glippede

I sit første løb siden hun blev mor, kæmpede Michelle Vesterby sig til en femteplads i Ironman Copenhagen. To danskere endte på podiet.

Jernkvinden Michelle Vesterby lever efter mottoet ”Keep Smiling”.

Og smile, det gjorde den 35-årige Vesterby, da hun efter ni timer, ni minutter og 22 sekunder med svømning, løb og cykling som nummer fem kunne smide knytnæverne i vejret, krydse målstregen på Christiansborg Slotsplads og give sin tre måneder gamle søn et stort kys.

Selvom det ikke blev til den VM-billet, som hun havde drømt om, så kunne hun med sikkerhed sige, at hun aldrig kommer til at glemme netop denne Ironman.

- Det var fedt at stille op, og jeg fortryder det ikke et sekund, siger Michelle Vesterby til TV 2 SPORT efter sit comeback.

0:00:00 - Startskuddet lyder

Godt ni timer tidligere, mens mange andre stadig søndagsslumrer under dynen, står Michelle Vesterby klar i vandkanten på Amager Strandpark. Smilet er der. Sammen med et fokuseret blik og dybe vejrtrækninger.

Klokken syv lyder startskuddet, og Michelle Vesterby kan løbe i vandet til et for hende helt særligt Ironman-stævne.

Michelle Vesterby lige før starten på KMD Ironman søndag den 21. august 2019 i København.
Michelle Vesterby lige før starten på KMD Ironman søndag den 21. august 2019 i København. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson / Ritzau Scanpix

Det er nemlig bare tre måneder siden, at den 35-årige triatlet blev mor, da sønnen Markus kom til verden ved et planlagt Kejsersnit. Ironman i København er Vesterbys første løb siden fødslen.

- Det er den Ironman, jeg har været mindst forberedt til, fordi jeg har haft fokus på at være mor og på at være der for Markus. Så der er ingen tvivl om, at jeg ikke ved, hvad der skal ske. Jeg må holde mig til mit motto "keep smiling", og det vil jeg gøre hele vejen igennem, lød det fra den nybagte mor forud for den københavnske Ironman.

Til trods for en smule usikkerhed på, hvor meget moderkroppen kan holde til, går Michelle Vesterby optimistisk og motiveret til udfordringen. For hun vil vise verden - og ikke mindst sønnen, at man kan, hvad man vil.

0:57:00 – Op af vandet som treer

Da Michelle Vesterby efter 3,8 kilometers svømning kan skifte til cyklen, ligger hun nummer tre. Ironman Copenhagen er 57 minutter gammelt, og Vesterby er syv minutter efter landsmanden Camilla Pedersen, som har været hurtigst i vandet og har tyske Anne Haug lige bag sig.

De mange fremmødte tilskuere hujer og hepper, da Vesterby klikker cykelhjelmen og tager hul på de 180 kilometer på cyklen. Blandt dem står Michelle Vesterbys mand, Claus Vesterby, som har været med hele vejen gennem graviditet og genoptræning.

- Det er lidt sindssygt at stå her lige nu, indrømmer han uden dog at være overrasket over sin hustru:

Michelle Vesterby tilbagdelagde de 180 kilometer på cyklen på lige under fem timer
Michelle Vesterby tilbagdelagde de 180 kilometer på cyklen på lige under fem timer Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson / Ritzau Scanpix

- Det er jo det, Michelle gør. Hun sætter et mål, der er lige lidt over, hvor overliggeren normalt burde sættes. Jeg tænker nogle gange, at hun skal slappe af. Men det er bare så stor en del af Michelle, og hun slapper bare mere af på den måde. Når hun har været ude at cykle eller løbe en tur, så er hun bare meget mere rolig. Hvis jeg lader hende sidde hjemme i sofaen, så begynder hun at sidde at hoppe derhjemme og blive uterlig, så jeg tror, det er fint, at hun kommer ud og bevæger sig lidt.

På cyklen må Michelle Vesterby kæmpe om tredjepladsen med 31-årige Maja Stage Nielsen. De to danskere skiftes til at overhale hinanden. Men ved skiftet til den sidste disciplin er Vesterby forrest af de to, godt otte minutter efter tyske Haug, som nu har taget fronten.

05:42:15 - Sidste udfordring

Efter fire timer og 59 minutter i sadlen gælder det den sidste disciplin, som samtidig er den, der har givet Michelle Vesterby de største udfordringer siden fødslen. Den har nemlig sat sine spor på hendes løbetræning, hvor hun på grund af smerter ikke har kunnet nå ud på de distancer, som hun normalt løber i sin træning.

- Så det er spørgsmålet, hvor langt jeg kan holde den kørende på et maratonløb. Jeg regner lidt med, at det at jeg har kørt så mange ironman før, det kan min krop huske, lød forhåbningerne inden ræset.

- Den (kroppen, red.) skal nok hjælpe mig igennem derude. Jeg har lavet nogle rigtig, rigtig gode træningspas. Men så har jeg også dage, hvor det kniber.

Noget tyder dog på, at kroppen ikke helt har glemt, hvordan man løber stærkt. De første 20,9 kilometer tilbagelægger Vesterby med en pace på 4:13 minutter pr. kilometer og med et stort smil på læben, mens tilskuerne i København gør, hvad de kan for at hjælpe den nybagte mor de sidste kilometer til mål.

- Det er noget helt unikt at race på hjemmebane og det der med at blive båret igennem af publikum derude. Jeg elsker bare det her stævne. Jeg elsker at race på hjemmebane. Det er noget helt, helt specielt at løbe rundt i de københavnske gader og blive heppet på.

Smilet var stort på målstregen, selvom Vesterby endte med en femteplads
Smilet var stort på målstregen, selvom Vesterby endte med en femteplads Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson / Ritzau Scanpix

På den sidste halvdel af løbet falder tempoet dog for Vesterby, som måtte se sig overhalet af både Maja Stage Nielsen og canadiske Angela Naeth, inden hun når målstregen.

Havde du krise derude?

- Ja, meget. Svømning og cykling var egentlig okay. Der ligger jeg, hvor jeg skal. Løbet, der mangler jeg noget løbetræning. Jeg mangler nogle uger endnu.

09.09.22 - Kys til sønnen på målstregen

Godt ni timer efter startskuddet træder Michelle Vesterby smilende over målstregen med armene over hovedet i en tid, som rækker til en placering som nummer fem. 37 minutter og 50 sekunder efter den tyske vinder, Anne Haug, som desuden satte stævnerekord. De øvrige pladser på podiet tager danskerne Camilla Pedersen og Maja Stage Nielsen.

- Det er dejligt at se både Camilla og Maja på podiet i dag. Jeg er så glad og stolt af min egen præstation i dag. Jeg kunne ikke have gjort det bedre. Jeg løb hele vejen, og det var ikke nemt, lyder det fra Michelle Vesterby, mens hun står med sønnen Markus i armene.

Efter godt ni timer i aktion kunne Michelle Vesterby endelig få sønnen Markus i armene ved målstregen
Efter godt ni timer i aktion kunne Michelle Vesterby endelig få sønnen Markus i armene ved målstregen Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson / Ritzau Scanpix

- Det var det, jeg havde glædet mig til. De sidste 30 kilometer på løbet, hvor det gjorde rigtig ondt derude, da handlede det bare om at komme hurtigt ind til ham, siger hun og smiler videre.

Femtepladsen betyder desuden, at Michelle Vesterby ikke opnår den kvalifikation til VM på Hawaii, som hun havde drømt om. Det gør til gengæld Maja Stage Nielsen med sin tredjeplads, idet både Anne Haug og Camilla Pedersen allerede var kvalificeret til det eftertragtede ironman-stævne.

Michelle Vesterby kom i mål som nummer fem ved Ironman Copenhagen, bare tre måneder efter hun blev mor for første gang. Video: TV 2 SPORT

Trods den missede kvalifikation regner den 35-årige jernmor dog med, at hun ikke har kæmpet med om medaljerne på Hawaii for sidste gang.

- Hawaii er udelukket i år. Det er der ingen tvivl om. Men så kan jeg kvalificere mig til 2020 i stedet for, siger hun.