Rio 2016

Billederne hun ikke vil gense: Russisk europamester i pinlig OL-exit

Den russiske europamester i udspring forlod fredag aften OL på den mest ærgerlige måde for hende selv. Til stor hyldest for andre.

Russiske Nadezhda Bazhina kom fredag i fokus på Maria Lenk Aquatics Centre i Rio.

Desværre for hende, var det ikke det spotlight, den 28-årige udspringer havde drømt om. Tværtimod.

På hendes fjerde spring i kvalifikationsrunden i udspring fra tremetervippen kiksede russeren fuldstændig sit opspring. 

Hun formåede næsten at gennemføre de planlagte 3 1/2 rotationer i sit spring, men det var ikke nok til at hindre den totale katastrofe.

Nadezhda Bazhina på vej i vandet, og ud af OL

Russeren var ikke i kontrol og bragede - med ryggen først - gennem vandoverfladen.

Og som om det ikke var pinligt nok i sig selv, så skruede DJ'en op for Van Halens 80'er klassiker "Jump", mens den stakkels Bazhina kravlede op af det grønne vand.

Publikum kvitterede med piften og hujen, mens dommerne efter meget kort betænkningstid alle var enige i karakteren 0.

Den russiske træner kan dårligt tro sine egne øjne

Én af de eneste, der ikke klappede, var den russiske træner, der sad helt tavs, i hvad der lignede en blanding af chok og vantro.

Dermed var OL ovre før det for alvor begyndte for den seks-dobbelte europamester, der som en samlet nummer 26 kunne gå tidligt i bad, inden semifinalerne blev afviklet.