Suveræne Canada – historiens bedste defensiv

-

Klasseforskel! Så enkelt kan OL-finalens forløb beskrives.

Canada er i særklasse verdens bedste ishockeynation, og det kan man så begrunde på flere parametre alt efter temperament. Man kan f.eks. bare konstatere, at Canada har vundet tre af de OL-turneringer siden 1998, hvor NHL-spillerne har deltaget. Man kan også kigge på Sveriges trup i OL-finalen. Lutter NHL-spillere på nær én – og de lignede træningskegler i en canadisk opvarmningsøvelse. Så stor var forskellen. Man kan også anskue hele OL’s forløb, hvor canadierne jo i øvrigt frem til semifinalen var et hold mange tvivlede på, fordi de havde fedtet sig igennem med smalle sejre – i øvrigt noget der mindede meget om Vancouver for fire år siden, hvor de også vandt.

Men nej, det var ikke fedtspil, men en kold og kynisk analyse af, hvordan man vinder et OL med et hold, som flyves ind fra alle hjørner af Nordamerika, og stort set uden træninger sammen skal levere som et hold i to uger. Det er ufatteligt svært, og selve nøglen til OL-succes. Canada har leveret præcis dette bedre end nogle andre i historien. Og hvad gjorde de så? De lukkede af bagud. Altså lukkede helt ned. Tre mål imod i seks kampe er komplet vanvid i dagens topishockey med så mange dygtige spillere, som er kendt for at straffe selv små fejl.

Tre mål imod på 18 perioder plus lidt overtid. 362 minutter og 32 sekunders ishockey med sølle tre mål imod. Derfor er Canadas OL-guld et af de mest markante i historien. Det er svært at sammenligne suveræne hold i forskellige tidsaldre. Canadierne havde fantastiske hold i 20’erne og 30’ere, og Sovjetunionens dominans for årtier tilbage, fortjener også sit kapitel. Men vi er helt deroppe når vi skal beskrive dette canadiske hold, som ret beset nok er det bedste ishockeyhold verden har set, målt på fart, talent og finesser.

Og det er i hvert fald hævet over enhver diskussion, at det defensivt er det bedste hold verden nogensinde har set spille i en stor turnering, og det betyder ikke at de var sløjt kørende rent offensivt…

De dominerede Sverige fuldstændig. Sad på alt fra start til slut, og svenskerne havde ret beset kun nogle minutter i første periode, hvor de kunne have scoret. Et stolpeskud var den chance de fik – og amerikanerne fik også kun 1-2 målchancer af betydning i semifinalen, men blev også holdt på 0 mål. Det var den moralske finale ved det her OL, og jeg tror kun USA eller russerne, hvis de havde været der, kunne have gjort denne OL-finale bare en anelse spændende på dagen. Ingen andre har talent nok på holdet til at byde Canadas jerndefensiv op, og i denne turnering har ingen altså haft det.

Inden finalen havde stjernecenterne Sidney Crosby og Jonathan Toews kun to assister hver. Det var et af kritikpunkterne mod canadierne, selv om de to har spillet fremragende for holdet og en af dem er altid på isen 55-60 pct. af tiden hos canadierne. I finalen scorede Toews det første mål som i Vancouver for fire år siden, mens matchvinderen fra 2010 Crosby lavede det andet. Og så kastede Crosby sig ned for at slå pucken ud af egen zone og strøede om sig med perleaflervinger.

Når kaptajnen smider sig og vil det mest, når man har fire førstekæder, verdens bedste defensiv og en god målmand, så kan ingen røre Canada. Og alle arbejdede hårdt, løb konstant på skøjterne, tog hele tiden nøjagtig bestik af hvornår man skulle buse frem og hvornår man bare skulle trække sig tilbage og lukke helt af og vente på chancen. Små detaljer, som fra 1. række midt for i en hockeykommentators øjne lignede isdans med 22 deltagere i samme dans til samme koreografi.

At finalen så får et meget dramatisk efterspil med Nicklas Bäckströms dopingsag er en anden sag. Han kunne ikke have gjort nogen forskel blandt de svenske statister, men han er formentlig uskyldigt endt i et stormvejr, som i værste – men faktisk ikke usandsynlige – fald kan ende med at der nu stilles spørgsmålstegn ved, om NHL-spillerne skal stille op om fire år. Eksperter må klarlægge, hvilke stoffer der må tages hvor, men den allergimedicin han er knaldet for tager så godt som alle i NHL når de er forkølet. Det er ikke det, der er det værste ved det spil der nu kommer. Det er, at ingen kan komme ud af denne sag som vindere eller uden at tabe ansigt.

Det er en skandale, at svenskerne får besked en time før OL-finalens faceoff, når prøven er taget fire dage forinden og nu bokser alle parter med og mod hinanden – derfor kan dette blive en politisk hed kartoffel. IIHF og svenskerne vil stå sammen. IOC skydes der på, som dem der har dummet sig. NHL og specielt spillernes fagforening NHLPA er rasende, for det sætter dem i miskredit, at man knalder en af deres atleter, som de har udlånt til OL, for et stof spilleren har lov til at tage derhjemme.

Her må der være eksperter – og klub- og landsholdslæger – som ikke har talt sammen, og kan man ikke finde fælles fodslag så er det lige præcis der konflikten kan eskalere, for så vil NHLPA ikke risikere at sende spillere til et OL, for så at blive udstillet på denne måde. Allerede nu går der rygter om, at det kan bringe NHL-spilleres deltagelse ved VM-turneringer i fare og så er det vand på NHL-klubbernes general managers mølle om, hvorfor man egentlig skal sende spillerne af sted til IIHF-turneringer med fare for skader, sager som disse og store milliontab på indtægtssiden, når f.eks. den canadiske stjerne John Tavares kommer hjem skadet for sæsonen og Bäckström skal forstyrres af dette.

Men det ændrer ikke ved, at vi vil husk Canadas OL-guld for en sublim holdpræstation af spillets allerstørste stjerner samlet på ét hold. OL bliver aldrig det samme, hvis ikke de er med i Pyeongchang i 2018 og årene fremefter.

Jimmy Bøjgaard

  • Mangeårig vært og sportskommentator på tv
  • Har dækket alle ishockeyturneringer ved OL siden NHL-spillerne kom med i Nagano, 1998
  • Var på plads i Salt Lake City 2002, Torino 2006, Vancouver 2010
  • Har været til de seneste 12 VM-turneringer
  • Har kommenteret små 1000 ishockeykampe på tv.